De små, storslåede blåfugle

Skinnende himmelblå sommerfugle udfolder sig som rene juveler ved nærmere øjesyn. Og så har deres seje, bænkebiderlignende larver det mest besynderlige forhold til myrer

Blåfuglenes overvældende blå farve skyldes sollysets brydning i vingestøvet.
Blåfuglenes overvældende blå farve skyldes sollysets brydning i vingestøvet. . Foto: Michael Stoltze.

De fleste, som færdes ved kysten, på heder eller på solrige steder med vilde blomster, har nok lagt mærke til de små blå sommerfugle, man flygtigt ser om sommeren.

Det er blåfugle, og dem er der mange slags af i Danmark. Den mindste art er kun to centimeter i vingefang og den største måler fire centimeter fra vingespids til vingespids. Da de tilmed flyver hurtigt og livligt omkring med hurtige retningsskift, er de som regel bare blåt flimmer, man bemærker i græsset. Men stop op og se. De sætter sig nemlig tit til hvile, og så kan man tage dem i øjesyn. Det er bestemt umagen værd. For hvad blåfuglene ikke har i størrelse, har de i skønhed. Her kommer de helt på niveau med de store, prangende tropiske sommerfugle, og med deres ringe størrelse, blomstersøgende adfærd og fine sorte og hvide ben og følehorn er de yderst charmerende.

Blåfuglenes blå er ikke et farvestof, men resultat af lysets brydning i sommerfuglens vingestøv – de små, mosaiklignende skæl, der dækker vingerne. Som luften, der ikke er blå, men som alligevel fremtryller en blå planet. Digteren Inger Christensen udødeliggjorde blåfuglene i mesterværket ”Sommerfugledalen”, der i sommerfuglebilleder beskriver menneskelivet og alt på Jorden:

”...så mind mig om en sommerdag på Skagen

da engblåfuglen under parringsflugten

fløj rundt som himmelstumper hele dagen

med ekko af det blå fra Jammerbugten.”

Og engblåfuglen findes skam! Især ved Jammerbugten. Inger Christensen vidste besked og så, hvordan blåfuglene fløj omkring med himlens og vandets farve.

En blåfugl tager et velfortjent hvil på en brombærranke.
En blåfugl tager et velfortjent hvil på en brombærranke.

Når de små sommerfugle sætter sig på blomster for at suge nektar eller i vegetationen for at hvile, kan man snige sig ind på dem og nærstudere deres strålende farver og sirlige mønstre på vingeundersiderne. Hunner af den vidt udbredte og talrige art almindelig blåfugl og af den noget sjældnere foranderlig blåfugl varierer i farvetegningerne, så det er en fryd. Sidst på dagen – to-tre timer før solnedgang – sætter blåfuglene sig ofte mange sammen bestemte steder i plantedækket med hovederne nedad og vingerne vendt mod den lave sol. Senere klapper de vingerne sammen for at sove i små selskaber i vegetationen. Det er fortræffelige steder at studere skønhederne. Også om morgenen, når de vågner og åbner deres vinger.

Blåfugle lever tæt sammen med myrer. Deres larver er seje, langsomme og bænkebiderlignende, og de har små hoveder, de kan skjule og beskytte under forkroppen. Larverne udskiller stoffer, der tiltrækker myrer, og en del arter forpupper sig i myreboer. Myrerne beskytter larver og pupper mod snyltere og svampesygdomme. Og når de små blåfugle kryber ud af pupperne med bløde, sammenfoldede vinger, er de så glatte og fedtede, at myrerne ikke kan holde på dem med deres kæber.

Larverne af to store danske blåfugle, den sjældne ensianblåfugl og den yderst sjældne sortplettede blåfugl, parasiterer ligefrem bestemte myrearter, idet de enten æder myrelarverne eller bliver fodret af myrerne.