De små vinterfugle er allemandseje. Det er rotter desværre også

Alle fodrer de elskede småfugle, det er nemt og taknemmeligt. Men også skovskaden kommer forbi, den frække slambert. Men den har lige så stor ret til at leve

Mit fine foderbræt står lige uden for vinduet. Det fyldes med solsikkekerner hver dag, og der er en konstant trafik af de småfugle, der er hos os hele vinteren i hele landet. Mus og rotter kan ikke spise med, fordi de ikke kan kravle op ad den halvanden meter høje metalstang.
Mit fine foderbræt står lige uden for vinduet. Det fyldes med solsikkekerner hver dag, og der er en konstant trafik af de småfugle, der er hos os hele vinteren i hele landet. Mus og rotter kan ikke spise med, fordi de ikke kan kravle op ad den halvanden meter høje metalstang. Foto: Søren Ryge Petersen.

Der er musvitter, blåmejser, spætmejser, bogfinker, grønirisker, et par dompapper og en enkelt kærnebider, og de æder et kilo solsikkekerner om dagen på mit fine foderbræt, tre meter fra vinduet. Ude på marken æder de store fugle kohoveder, men dem skrev jeg om i sidste uge.

For de små vinterfugle er allemandseje. Alle fodrer de elskede småfugle, og det er nemt og taknemmeligt, bortset fra, at rotter og mus også æder løs. Det ved jeg alt om, for dengang mit foderbræt hang i en busk uden for køkkenvinduet, fandt rotterne ud af at kravle op i busken og ned ad de tynde tråde og stjal solsikkefrø, meget elegant. Jeg skød dem med jagtgeværet fra hushjørnet.

Men så fik jeg brev fra billedhuggeren Hein Heinsen, der havde konstrueret det smukkeste fuglebræt på en halvanden meter høj metalstang, som rotterne ikke kunne kravle op ad. Den kunne ikke købes, men jeg fik lov til at kopiere den, og siden har der ikke været rotter på mit foderbræt, men alle andre steder.

Spætterne, spurvene, stillids og kvækerfinker kommer også forbi. Og skovskaden, den frække slambert. Det gjorde den også for 35 år siden, og det glemmer jeg aldrig, for da røg jeg ud i en såkaldt shitstorm af de helt store – længe før de sociale medier var opfundet.

Vi lavede såmænd et tv-program om at fodre fugle om vinteren. Det var nemt og hyggeligt, for vi filmede samtlige fuglehuse og foderbrætter i Rønde, og bagefter sad vi i mit køkken og filmede fuglene på brættet lige udenfor.

Der var et farvestrålende mylder derude, og vi fik mange fine nærbilleder. Indtil en skovskade landede midt i glæden og jog de små fugle væk, hvorpå jeg fik en god idé. Jeg sagde til kameraet, at nogle gange kommer der også en skovskade forbi og jager de små, søde fugle væk – hvad gør man ved det? Næste klip: Jeg kommer gående udenfor og siger, at man da bare sætter en skadefælde op og fanger skovskaden. Jeg havde endda en skadefælde, hvor man lokker fuglen ind med lidt brød, hvorpå fælden smækker og fuglen er fanget. (De er ikke tilladte mere).

Fælden blev placeret i nærheden af foderbrættet, og vi gik ind igen og stillede skarpt på fælden. Allerede fem minutter efter gik skovskaden i fælden, flot nærbillede.

Næste klip: Jeg kommer gående hen til fælden, hvor skovskaden basker rundt og siger, at når man har fanget den, skal den selvfølgelig tages ud af fælden, hvilket jeg derefter gør, mens den skræpper og hakker mig i fingrene.

Næste klip: Jeg står med skovskaden og siger til kameraet, at nu skal skovskaden bare aflives, og det er nemt nok, for man tager bare ved hovedet med den ene hånd og kroppen med den anden, og så kan selv kvinder og børn hive hovedet af.

Hvorpå jeg holder cirka fem sekunders pause, smiler og siger til seerne, at det kunne jeg selvfølgelig ikke drømme om, for skovskaden har lige så stor ret til at leve som de små, søde fugle. Og så slipper jeg fuglen, og fotografen fulgte den op i himlen, slowmotion, meget smukt.

Programmet blev klippet og sendt ugen efter. Sekvensen med skovskaden varede fem minutter og lå midtvejs, men allerede inden programmet var færdigt, brød stormen løs. Jeg blev ringet op fra tv-byen i København, fordi deres telefoner var ved at bryde sammen. Rasende seere ringede for at skælde ud. Søren Ryge havde dræbt en skovskade. Jeg forklarede, at det havde jeg altså ikke, men stormen fortsatte det halve af natten og i de følgende dage.

I Aarhus lavede tre mand ikke andet end at besvare telefoner, og i de kommende dage kom der tusinder af rasende protestbreve, og forklaringen var så enkel, at ingen havde tænkt over det, før det var for sent:

For der sad måske en million danskere og så programmet på DR1 klokken 20. Et hyggeligt Søren Ryge-program for hele familien. Men da jeg stod med skovskaden og fortalte, hvor nemt det var at rykke hovedet af den, var der 100.000, der skreg, og enten slukkede de for fjernsynet eller løb ud af stuen eller holdt hænderne eller sofapuden for øjnene. De så slet ikke, at jeg lod den flyve fem sekunder efter. De var rasende, og en pæn del af dem fik afløb for deres raseri ved at ringe eller skrive til DR og skælde ud.

Stormen varede i dagevis, og jeg lærte meget af den. At man ikke skal lege elegant med liv og død på tv, heller ikke når det drejer sig om en skovskade. Jeg har gemt nogle af brevene. Det bedste var fra manden i Svendborg, der skrev, at nu ville han komme op til mig, binde mig til flagstangen og lade krager og skovskader komme og hakke øjnene ud på mig. Jeg svarede ham pænt.