Ugler har mange roller i mytologien

Man skal ikke grave langt i (sprog)historien eller i myter og mytologi for at finde uglerne placeret dels som kloge væsener, dels som uhygge-skabere

For Hegel var Minervas ugle visdommens og filosofiens symbol. Udtrykket ugleset er i øvrigt opstået engang i middelalderen eller renæssancen, hvor ugler var symboler på uhygge.
For Hegel var Minervas ugle visdommens og filosofiens symbol. Udtrykket ugleset er i øvrigt opstået engang i middelalderen eller renæssancen, hvor ugler var symboler på uhygge.

Der tumlede en herlig lille familie af natugler rundt i have- og skovområdet ved vort sommerhus her i juli. En mor af natuglearten og hendes to dunede, klumpede, sjove unger, der, når skumringsmørket sænkede sig, sagde kvivit kvivit det meste af natten og foretog sig mærkelige øvelser i det at være ugle på grene, i luften, på græsset.

Det var, når man så og hørte disse sprællemænd med uglede ”frisurer”, svært at forstå, at udtrykket ugleset betyder, at man ikke er vellidt, er upopulær, ildeset. På den anden side set, så er småfugle og mus vist ikke just glade for ugler, der som bekendt er effektive dræbere i nattens mulm og mørke. Men nu er det jo ikke mus og småfugle, der har opfundet en række ugunstige udtryk, hvori ugle indgår. Det er mennesker. Man skal da heller ikke grave langt i (sprog)historien eller i myter og mytologi for at finde uglerne placeret dels som kloge væsener, dels som uhygge-skabere. Ugler er mange gange fremstillet som ikoner for eller symboler på visdom og klogskab. Det skyldes sikkert deres store, stirrende øjne, som får dem til at ligne kloge-Åger, der sidder tilbagetrukket og betragter tåbelighedens tummel. Tænk bare på Ugle i Peter Plys, som bliver sur, når han forstyrres i sine tanker, og fordi han - som en anden aldrende professor - har brug for sin middagssøvn i fred og ro. Ugler sidder oprejst, sådan lidt menneskeagtige, de ser tilsyneladende lige igennem os. De er uudgrundelige, så de må være kloge.

Dertil kommer, at de tuder uhyggeligt og jager i natten. Klogskab og uhygge har historisk ofte været sammenholdt i dæmoniske fjendebilleder. Middelalderens hekse var personer - i øvrigt af begge køn - som blev forfulgt, fordi man opfattede, at de var forgjorte eller havde forgjort andre med en viden, som måtte være Satans værk. De havde kastet onde øjne! Videnskab og viden, der rakte ud over den ydmyge tro på en altdominerende Gud, kunne blive opfattet som heksekunster.

Krig, klogskab, poesi og skønhed bliver paradoksalt nok ofte holdt sammen i klassiske mytologier, jævnfør den græske Athena. I etruskernes og senere romersk mytologi optrådte gudinden Minerva, der var håndværkets og poesiens, klogskabens og vist også krigskunstens guddom, som regel sammen med en ugle, deraf Minervas ugle. Uglen blev ofte betragtet som filosofiens fugl.

Artiklen fortsætter under annoncen

Den tyske filosof Hegel, der levede 1770-1831, har måske betydet mest for en moderne sammenkobling af ugler og visdom. Han skrev den berømte sætning om Minervas ugle, der spredte sine vinger og fløj i skumringen. Med det mente han, at historiens og en epokes retning først blev klar og forstået af mennesker, når den var omme. Filosofien og historien var (for) bagudskuende, mente Hegel, og burde blive mere fremadgribende og handlingsanvisende.

For Hegel var Minervas ugle visdommens og filosofiens symbol. Udtrykket ugleset er i øvrigt opstået engang i middelalderen eller renæssancen, hvor ugler var symboler på uhygge. Det var også en tid, hvor det var strafbart at kaste onde øjne på andre mennesker. Det kostede livet på et bål!

En ugles blik regnedes for at rumme ondskab. Så når man var ugleset, var man påført onde øjne, der var kastet på en af en repræsentant for Satan selv. Hvad de stakkels ugler dog ikke har været udsat for!

Uglerne ved sommerhuset fløj også i skumringen, men de var ikke uglesete.