Prøv avisen
Interview

Jøder på flugt: De virkelige helte er vores forældre

Henia Vrazda (tv.), 72 år og 70-årige Eleonora Duarte ser hinanden som tætte søstre. Siden 1977 har de boet i samme boligforening i Hvidovre, og de kan se over til hinanden fra deres lejligheder. – Foto: Leif Tuxen

Eleonora Duarte og Henia Vrazda har været tætte veninder det meste af deres liv. De drømte om et liv i Polen, men kom til Danmark med den store bølge af polsk-jødiske flygtninge for 50 år siden

Inde på arbejdsværelse har Eleonora Duarte en stak breve. Det er tætskrevne A4-ark, fyldt med en håndskrift af bløde, blå buer. Det er veninden Henia Vrazdas breve. Breve, som hun sendte til sin veninde, da hun for snart 50 år siden kom til Danmark som flygtning fra Polen. Henia Vrazda har tilsvarende mange breve, som hun modtog fra Eleonora Duarte, inden hun kom til Danmark i 1973. Eleonora Duarte løfter et tilfældigt brev ud af stakken, så læser hun et af Henia Vrazdas breve op.

”Hvad sker der med dig? Dine sidste breve er så korte. Du fortæller ikke nok om dig selv. Jeg er meget bekymret for, hvad der sker.”

I morgen, søndag, åbnes den niende jødiske kulturfestival i og omkring synagogen i København med et væld af arrangementer de næste ti dage. Her er der også flere anledninger til at høre mere om 50-året for ankomsten af de polske jødiske flygtninge. Som en del af festivalen afholdes også en debat om at være efterkommer af de polske jøder, som kom til Danmark i 1969. Det er et stykke dansk flygtningehistorie, som i sparsom grad har været beskrevet i danske medier.

De to kvinder ser hinanden som tætte søstre og mener, at de gensidigt har formet hinanden. De er henholdsvis 70 og 72 år og beskriver sig selv som travle pensionister, der synes, de har for lidt tid til hinanden. Fra Eleonora Duartes store altan er der udsigt over velholdte grønne områder til Henia Vrazdas lejlighed i boligforeningen i Hvidovre. Når de er alene sammen, taler de polsk, Sms’erne skriver de på både dansk og polsk. Når de spiser sammen, værdsætter de, at agurkerne, silden og osten er polsk, og de drømmer om en dag at kunne lave Gefilte Fisch, der smager nøjagtig som barndommens.

Veninderne kan sætte dato på deres venskabs opståen. Det var en julidag i 1966, hvor de mødte hinanden på en sovesal i et vandrehjem i Krakow i Polen. Det år fejrede man i Polen 1000-året for kristendommens indførelse i Polen og den polske stats dannelse, og samtidig var der en uofficiel fejring af 1000-året for jødedommen i landet. De havde begge sat to uger af sommerferien af til at være med i fejringen. Først skulle de tilbringe en uge i Krakow, som har været central for den polsk-jødiske befolkning, og siden skulle de vandre i en uge. Allerede den første dag, hvor de sad på hver deres køjeseng, mærkede de, at de forstod hinanden.

Dengang i 1966 studerede Henia Vrazda russisk på universitetet, og hun drømte om en fremtid som lærer i Polen. Eleonora Duarte læste tysk. Om hun skulle undervise, vidste hun ikke, men hun havde let ved sprog. De var begge sikre på, at de skulle leve i Polen, som de på mange måder holdt af. De læste begge på universitetet i Wroclaw og i de følgende år uddybede de venskabet og tilbragte utallige timer sammen.

Når de to fortæller om deres barndom og deres forældres historie, er det som at møde et stykke af nyere tids europæisk historie. De blev født i et Polen, hvor der før krigen var over tre millioner jøder, mens der ved krigens afslutning var cirka 30.000 overlevende.

At begge kvinder kom til at vokse op i Wroclaw var en følge af krigen. Da USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjet besluttede at Schlesien og Pommern skulle fratages Tyskland og indlemmes i Polen, blev 200.000 jøder, som havde overlevet i Sovjetunionen, flyttet til den del af Polen.

Begge har de gode minder om opvæksten i Wroclaw. De havde forældre, som ville hjælpe med at opbygge Polen, og som nærede et håb om en lys fremtid, hvor jødeforfølgelser var fortid i landet.

Som så mange andre i byen kom de til at bo i hjem, som tidligere havde været beboet af tyskere, dengang byen hed Breslau.

Eleonora Duarte rejser sig, og går hen til et vitrineskab i stuen og udpeger tre spinkle mokkakopper i klare farver. De tre farverige kopper med guldkant er fra barndomshjemmet, hvor de var blevet efterladt af de tidligere beboere. Det samme gjaldt klassikere af Goethe og Schiller med krøllet gotisk skrift, som blev en del af hendes barndoms bibliotek. Bøgerne har hun stadig.

Henia Vrazdas far blev født i 1906 i Vestukraine. I 1939 blev området annekteret af Sovjet, og hendes far blev indkaldt til den sovjetiske hær. Han efterlod sig to børn og ægtefællen, som ventede deres tredje barn. De overlevede ikke krigen. Henia Vrazdas mor blev født i Letland, hvor familien havde boet i generationer, men da Letland blev besat af tyskerne, blev hendes mor evakueret sammen med sin familie. Parret blev gift i Sovjetunionen og kom til Polen, hvor Henia Vrazda blev født. Hendes far arbejdede som snedker, mens hendes mor var invalidepensionist.

Henia Vrazda siger:

”Vores forældres generation er de sande helte i den her historie. De gav mig et varmt hjem og en forståelse for andre, hvilket er utroligt, når man tænker på alt det, som de har oplevet.”

I Henia Vrazdas historie er der paralleller til Eleonora Duartes familiehistorie. Hendes far var også soldat under krigen. I barndomshjemmet hang der et fotografi af den pige, hendes far blev far til i 1936. Pigen overlevede ikke krigen. Eleonora Duartes mor havde syv søskende, og som den eneste overlevede hun krigen.

”Vi er generationen, som er vokset op uden bedsteforældre, tanter og onkler. Hver gang min mor talte om sine søskende, græd hun, men til mit held var der ikke plads til bitterhed i mit barndomshjem. Min mor var 41 år, da jeg blev født, og tre år senere fødte hun min bror. De havde megen optimisme og håb, og de skulle have et nyt liv, og de skulle give nyt liv efter krigen.”

Livet i Polen forandrede sig i sidste del af 1960’erne. I 1967 vandt Israel Seksdageskrigen. Det var et indirekte nederlag til Sovjet, og en antijødisk kampagne fulgte i Polen. Den jødiske befolkning blev i polsk presse beskrevet som femte kolonne. Jøder, uanset om de tilhørte det kommunistiske parti eller ej, blev chikaneret, mange fyret og opfordret til at forlade landet. Henia Vrazdas far blev hængt ud i lokale medier, og han blev flere gange spyttet på, når han gik på gaden.

Selv om Henia Vrazdas mor var inderligt modstander af at flygte igen, valgte familien i efteråret 1969 at forlade Polen. Henia Vrazda siger:

”Man har altid sagt, at jøderne sad på deres kufferter, men min mor ville gerne være blevet i Polen.”

Henia Vrazda fik til opgave at ordne papirerne og husker, hvordan hun opsøgte Den Danske Ambassade i Polens hovedstad Warszawa. Fra den danske ambassade lød det, at alle var velkomne, uanset alder, profession og sundhedstilstand. Siden skulle hun søge om udrejsetilladelse fra Polen.

I en artikel i tidsskriftet Rambam, et tidsskrift for jødisk kultur og forskning, har Henia Vrazda skrevet om familiens historie. Hun skriver blandt andet om afskeden med Polen.

”Det værste var statens beslutning om, at den udrejsende selv skulle søge om fratagelse af sit polske statsborgerskab. Dette blev iscenesat som en frivillig handling.”

Den 14. oktober 1969 forlod hun Polen med sine forældre i et tog med retning mod Berlin, hvor de skulle skifte til et tog mod København. Næste dag stod familien på Københavns Hovedbanegård, hvor polsk-jødiske venner fra Wroclaw modtog dem og viste vej til Rigspolitiet. Selv om det er 50 år siden, Henia Vrazda blev tvunget til at afsige sig sit polske statsborgerskab, bliver hun ilter, når hun taler om det.

”Statsborgerskab er jo en menneskeret. Vi er i et Polen, hvor 1000-året for jødedommen var blevet markeret, men pludselig skal man som polsk jøde helst rejse. Jeg ved godt, at man siden har undskyldt, men det rører mig. Det er sket, og det kan man ikke strege over.”

Ligesom de andre flygtninge fra Polen, blev familien indlogeret på skibet St. Lawrence, som lå ved Kalvebod i København. Siden kom de til at bo på Hotel Absalon på Vesterbro. I Eleonora Duartes stak af breve fra veninden er der flere, som hun har skrevet på brevpapiret med Hotel Absalons logo.

Eleonora Duarte tager et brev op fra stakken, hvor biskop Absalon troner på brevpapiret. Det er dateret februar 1970. Henia Vrazda havde på det tidspunkt været cirka fem måneder i Danmark.

”Jeg prøver mere og mere at kommunikere på dansk. Nogle gange forstår de mig, men oftere forstår de mig ikke. På et tidspunkt kommer det nok.”

Henia Vrazdas oprindelige drøm om at undervise i russisk kunne ikke realiseres i Danmark. Hun tog et kursus i maskinskrivning og fik job i et forsikringsselskab og blev 40 år i den branche. I 1973 kom Eleonora Duarte til Danmark og venskabet fik en ny facet, da Henia Vrazda så at sige åbnede Danmark for sin veninde. Eleonora Duarte kom til at undervise i tysk og var i 34 år ansat på Rygaards Skole i Hellerup. Hun siger:

”Når jeg præsenterer mig, siger jeg, at jeg er polsk jøde. Jeg har generelt mødt både venlighed og interesse. De fleste kender ikke historien om de mange flygtninge, som kom dengang. ”

Begge har de fået to børn og er i dag også bedsteforældre. Henia Vrazda siger:

”I mit hjem var jeg altid bevidst om, at vi var jøder. Vi holdt de jødiske traditioner, og min far gik i synagogen om fredagen, selvom vi ikke var religiøse. Jeg har valgt, at vise mine børn den jødiske vej, og for at give dem forståelsen for ritualerne sendte jeg dem på Carolineskolen. Jeg har med taknemmelighed taget imod den frihed, jeg fik i Danmark, til at opdrage mine børn.”

I forhold til at videregive de jødiske traditioner har også fællesskabet med andre polsk-jødiske flygtninge været afgørende. Ikke mindst i de år, hvor deres børn voksede op i boligforeningen, blev der holdt blandt andet store børnefødselsdage, hvor der nemt kunne samles op til 30 deltagere.

Eleonora Duarte siger:

”Vi har en omgangskreds i det polsk-jødiske miljø, og det er vores børn vokset op med.”

På væggen i stuen i lejligheden i Hvidovre hænger et lille billede af Eleonora Duartes mor. Da hun var 70 år, kom hun fra Polen til Danmark for at være tæt på sin datter, svigersøn og de to børnebørn. De fik 24 år sammen i Danmark.

I dag er hun begravet på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Her er også Henia Vrazdas forældre begravet.

De to veninder kan stadig harmes over, at deres forældre igen skulle pakke og rejse så kort tid efter Holocaust. Henia Vrazda tænker ofte på de ord, Bent Lexner, daværende overrabbiner for Mosaisk Trossamfund sagde ved hendes mors begravelse.

Her tog Bent Lexner afsæt i H.C. Andersens berømte ord om, at rejse er at leve og konkluderede, at Henia Vrazdas mor måtte rejse for at leve.

I september 1971 fik Eleonora Duarte (tv.) mulighed for at besøge veninden Henia Vrazda i Danmark, og de tog blandt andet til Helsingør, og med et Kodakkamera forevigede de udsigten mod Sverige. – Foto: Privatfoto
Fra 1969 til 1973 boede veninderne adskilt af landegrænser. I de år skrev de trofast lange breve til hinanden. Her ses Henia Vrazdas breve til Eleonora Duarte, som på det tidspunkt læste i DDR. – Foto: Leif Tuxen
Eleonora Duarte og Henia Vrazda er polske flygtninge, der kom til Danmark for 50 år siden. De har været hjerteveninder, siden de boede i Polen, hvor billedet er taget. Her er de fotograferet med veninden Hannah Poczter, som flygtede til USA. – Privatfoto.