”De voksne lo og græd”

Janne Normann i skolealderen. Her fortæller hun, hvordan hun som seks-årig oplevede Befrielsen i 1945. -Privatfoto
Janne Normann i skolealderen. Her fortæller hun, hvordan hun som seks-årig oplevede Befrielsen i 1945. -Privatfoto.

Janne Normann var seks år, da Danmark blev befriet den 4. maj 1945. Hun boede i Odense og husker tilbage på den aften, ”hvor de voksne blev sindssyge”, som hun skriver til Bagsiden. Hun beskriver her sine oplevelser:

”Ikke sindssyge på nogen måde, så vi blev bange. Min broder på ni og jeg stod befippede med hinanden i hånden og så til. Vi var helt klar over, det var af glæde, de voksne blev så mærkelige. Vi boede i Skibhuskvarteret i Odense, var alene med vores mor, da vores far var flygtning i Sverige, men venner og naboer strømmede til, da befrielsesbudskabet lød i radioen. De løb ud og ind mellem hinanden, råbte og skreg og lo og græd, kastede sig om halsen på hinanden og jublede. For os blev det også en fin aften: De glemte at lægge os i seng.

Den 5. maj husker jeg ikke for andet end min mors spænding om, hvornår min far kom hjem. Han var flygtet i august 1944. Som politiker havde han i taler og artikler advaret mod nazismen, mens der endnu var tale- og trykkefrihed, og det var der danske nazister, der huskede, så hans navn stod på en alfabetisk liste over mennesker, der skulle likvideres som hævn, når der var danske modstandsfolk, der havde begået sabotage eller likvideret stikkere.

Det var på et hængende hår, han undslap. I mange dage stod der om eftermiddagen, når han kom fra arbejde, tyskere med maskinpistoler bag en busk ved vores hus, klar til at skyde ham, når han steg af cyklen. Heldigvis var han blevet advaret, så han gemte sig og kom med fiskekutter til Sverige. Han opholdt sig i Malmø og var så heldig allerede 6. maj at komme hjem til sin familie.”