Prøv avisen

Den blå drue fra Vadehavet

Frank Schmidt er i gang med at fjerne bladene på vinstokkene nede omkring druerne, så klaserne kan tørre og få sol. Alt arbejde på vingården på Fanø foregår manuelt. Foto: Keld Nissen

Frank Schmidt er en af Danmarks omkring 1500 hobbyvinavlere. I løbet af 10 år har han på en forblæst mark på Fanø udviklet en rødvin, som selv professionelle vinsmagere kan lide

Det er ellers revlingens land, den forblæste ø helt ude til vest, hvor den nøjsomme, lave busk med de bitre sorte bær stortrives i den sandede jord. Men det er også her, fritidsvinbonden Frank Schmidt har fremavlet Fanø Vin årgang 2014, som ved Dansk Vinskue 2015 opnåede ”Særlig udmærkelse” ved bedømmelsen fra de professionelle dommere.

På vinmarken i den tidligere baghave på Rindbygård på en flad mark midt på vadehavsøen Fanø vokser vinstokkene med den blå drue Rondo så frodigt, at nogle af klaserne truer med at få stokken til at vælte. For den tidligere murer Frank Schmidt og hans kone, Susanne Schmidt, der er kok, begyndte vinproduktionen helt tilfældigt for en halv snes år siden.

”Vi var en dag på Esbjerg Planteskole, hvor de havde 10 vinplanter tilbage, som vi købte. De voksede helt vildt. Dem spiste vi bare. Men næste år købte vi 25 mere, og i 2011 lavede vi 38 flasker hedvin,” fortæller Frank Schmidt.

Og så var der taget hul på smagen for vinproduktion på Frank Schmidts fødegård, som fanødrengen overtog i 1993. Han ryddede hele prydhaven for planter, fældede træerne og forberedte efter alle landmandskunstens regler jorden til den nye avl. Stalden blev indrettet til vinhus, hvor druerne bliver afstilket, presset, gæret og til sidst tappet på flasker. Det begyndte med 100 vinstokke, og den første rødvin kom på flaske i 2012.

”Den var acceptabel,” siger Frank Schmidt, hvorimod han ikke er tilfreds med årgang 2013. Så den bliver nu lavet til vineddike.

Den gode årgang 2014 gav 800 flasker, hvoraf de fleste er blevet solgt fra gården, blandt andet ved et velbesøgt åbent hus, den dag årgangen blev aftappet i maj i år.

Frank Schmidt har ingen faglige forudsætninger for at producere vin. Han har dog altid interesseret sig for planteavl og hjalp som barn og ung sin far i markerne. Men han drak ikke engang selv vin, inden han gik i gang som hobbyavler.

”Jeg er jo håndværker, så det var en øl, man skulle have,” siger Frank Schmidt, der nu arbejder i Fanø Kommunes grønne afdeling.

Det meste af, hvad han i dag ved om vinproduktion, har han tilegnet sig på internettet. Desuden har han en samarbejdspartner, der i 18 år har dyrket vin på fastlandet længere oppe i Vestjylland, som har været en god læremester.

Og Frank Schmidt er godt i gang med at planlægge en udvidelse af produktionen. Han har tilplantet en forsøgsmark med blandt andet druen Cabernet Cantor, som er en nyudviklet sort specielt til det kølige nordeuropæiske klima. Når forsøgsdruerne for første gang kommer på flaske som årgang 2016, regner Frank Schmidt med, at han kan fordoble den nuværende produktion på 800 flasker.

”Og så mangler vi jo bare hvidvinen,” siger Frank Schmidt, der har planer om at rydde en tidligere hønse- og andegård og plante grønne druer på arealet.

I virkeligheden egner klimaet i Danmark sig bedre til dyrkning af hvid-vin end rødvin, men alligevel dyrker mange af de 1500 danske hobbyavlere rødvin.

”Jeg tror, det skyldes fascinationen af, at det overhovedet kan lade sig gøre. Man bliver grebet af det. Tænk sig, at jeg kan sætte min egen rødvin på bordet,” siger Frank Schmidt, som efterhånden også har lært sig at drikke vin og godt kan lide oversøisk, specielt chilensk, rødvin.

Og hvordan bliver så Fanø Vin årgang 2015? I vinkredse taler man om, at den kølige og våde forsommer resulterer i, at det bliver en elendig årgang. Men Frank Schmidt er fortrøstningsfuld.

”Jeg tror, vores vin kan blive udmærket. Sukkerindholdet i druerne er lavere end sidste år, men stadig godt,” siger Frank Schmidt.

Der mangler dog 14 dage med sol i forhold til 2014, og de færre solskinstimer resulterer også i, at Frank Schmidt regner med at udskyde høsten i et par uger til begyndelsen af november, hvor der tidligere er blevet høstet på Fanø i midten eller slutningen af oktober.

På selve høstdagen møder omkring 50 venner, bekend-te og familiemedlemmer op og hjælper til. Og dagen slutter med et brag af en høstfest, hvor Susanne Schmidt disker op med helstegt pattegris. Høst-arbejderne får en smags-prøve på sidste års Fanø Vin, og så er der ellers almindeligt øl og sammenskudsvin for resten.