Hen i august blomstrer kornvalmuerne igen.
Jeg så det forleden på en tør brakmark. De store valmuer havde blomstret overdådigt i juni, og nu var planterne knastørre med tusindvis af tøndeformede frøkapsler, som raslede i vinden og dryssede deres små birkesfrø ud til højre og venstre.
Men de var ikke døde. På forunderlig vis magter de at skyde igen, og på brakmarker og stubmarker bliver de ved med at blomstre, lige til frosten kommer. Og nu stod planten for mine fødder som selve inkarnationen af liv og død.
Det er dybt menneskeligt og kan bringe både trøst og tryghed, vemod og lykke at se symboler i naturen omkring os.
Sådan var det utvivlsomt for den canadiske digter og militærlæge John McCrae (1872-1918), da han i foråret 1915 under Første Verdenskrig besøgte fronten ved Flandern i Belgien.
Mellem simple trækors på slagmarken, hvor en af hans nære venner og tusindvis af andre var faldet, lagde han mærke til valmuerne, der stod blodrøde overalt.
Uvidende om den lungesygdom, der blot tre år senerne skulle koste ham livet, skrev han ”In Flanders Fields” (På Flanderns marker), der indledes med ordene ”In Flanders fields the poppies blow, / Between the crosses, row on row.” (På Flanderns marker blafrer valmuerne / mellem de endeløse rækker af kors.)
Siden har valmueblomsten været symbol på de faldne, og navnlig i England er det blevet en tradition at bære røde stofblomster på mindedagen for Første Verdenskrig, 11. november.
Man kan næsten ikke lade være med at opfatte valmuernes sensommerblomstring som en understregning af håbet og den bøn, som McCrae lader blomsterne fremsige i digtet.
Blomsternes sarte kronblade, som er ekstra lyse, lette og blafrende i efteråret, er fulde af poesi. De er som lysende fakler på løftede stilke. Som sjæle, om man vil.
Biologisk er der en naturlig forklaring på slagmarkens valmuer: Planten er enårig, klarer sig ikke i konkurrence med flerårige planter og forsvinder på marker med permanent græs.
Imidlertid kan frøene i over 100 år ligge spireklar i jorden under græsset, og så kan de vokse frem i tusindvis, når der bliver rodet i jorden ved markarbejde, vejbyggeri eller krig.
Valmuen er ikke den eneste blomst, der kan det nummer. Men det er den rødeste og sarteste, og det så digteren og gav den symbolkraft og ånd.
Vi behøver ikke ånd for at overleve, men uden ånd bliver både døden og livet lidt ligemeget.
Så tak til valmuen og McCrae!