To dage efter jeg blev 18 år, satte jeg mig ind i et fly mod New York for at blive au pair hos en familie på Long Island. Det var i 1963. New York var meget langt væk fra Rødovre, hvor jeg kom fra. Men jeg ville ud for at opleve verden.
Flyet havde medvind og ankom en time for tidligt, så da jeg trådte ud i Idlewild Airport, der senere skiftede navn til Kennedy, var der ingen for at hente mig. Det var en tidlig sommermor-gen i juni, og til sidst var den store ankomsthal nærmest tom, efter at alle passagererne fra Europa var blevet hentet eller selv havde taget en taxa. De er nærmest ufatteligt i dag, men den gang kom fly i bølger, og man kunne sagtens opleve en tom ankomsthal.
Jeg var den eneste tilbage, og ventede i over en time på mine kufferter, inden en fortravlet mand endelig hentede mig. Det var den familiefar, jeg skulle arbejde for, og han brugte hele køreturen tilbage til sit og mit fremtidige hjem på at fortælle, hvor travlt han havde det. Hans kone var allerede på arbejde, og børnene var i skole. Selv skulle han videre til et møde, så han havde ikke tid til at vise mig ind i huset.
Det er dernede, sagde han og pegede ned på en trappegang til kælderen, inden han undskyldende vinkede farvel i en fart. Jeg hankede op i kufferterne og gik ned. Det var ikke noget opmuntrende syn. Der var udsigt til en lyskasse, isoleringen var pillet af rørene i loftet, så der ville være varme om vinteren, væggene var limfarvede med fugtskjolder, og der var et blomstret forhæng som skjulte vaskemaskine og tørretumbler. Tingene var sat på plads, og det samme var jeg. Jeg smed skoene af, satte mig på den bløde seng, ramte gulvet og indså, at det her var billetmærket alvor.
Det var aldrig før faldet mig ind, at mine handlinger og holdninger kunne have konsekvenser. Men nu sad jeg her på gulvet i en kælder i USA langt hjemmefra og måtte erkende, at jeg selv havde rodet mig ud i det her, og at ingen andre end jeg kunne rode mig ud af det igen.
Grundlæggende tror jeg ikke, at man bliver voksen, før man behøver at blive det. Så længe man bor hjemme hos sine forældre, kan man fralægge sig ansvaret. Det må jo være deres. Man gør bare, hvad man får besked på (eller kan slippe af sted med). Men den dag i kælderen blev jeg voksen. Der var ingen mor og ingen far. Der var kun mig og mine valg i den situation, og jeg besluttede mig til at få det bedste ud af det. Jeg havde smidt mig selv ud på dybt vand, det var svøm eller synk! Jeg valgte at svømme.
Det var en afgørende begivenhed i mit liv. Lige dér forstod jeg, at man selv har et ansvar for de valg, man træffer i livet. Og jeg betragter også mit liv i dag som et resultat af held, lykkelige omstændigheder og de valg, jeg har truffet. På den måde er jeg uenig med John Lennon, der sagde, at livet er det, der sker, mens man er optaget af andre ting. For livet er det, der sker, mens man lever.
Mit første møde med USA den 9. juni 1963 fik mig til at indse, at hvis jeg ville have et liv, måtte jeg selv tage ansvar for både mine holdninger og mine handlinger. Selvfølgelig kan man ikke styre alting selv. Men når man står i med fletningerne i postkassen, har man tit selv haft noget med det at gøre. Så må man tage bestik af situationen: Hvad er mit råderum, og hvad er mine muligheder? Jeg var 18 år. Mine forældre syntes, at det var verdens dårligste idé, at jeg rejste til USA, men det gjorde jeg alligevel. Jeg havde bestemt ikke planlagt at sidde med udsigt til en lyskasse. Men sådan var det.
Det var ikke sjovt i situationen, men jeg har aldrig fortrudt, og i dag synes jeg, at det var mit livs bedste beslutning at blive au pair. Jeg havde fået jobbet igennem et au pair-agentur, og min familie havde betalt rejsen, så jeg kunne ikke forlade dem, før jeg havde tjent rejsen hjem. Det lærte mig noget meget vigtigt, som jeg siden har holdt mig efterretteligt: I det lange løb er det bedst at betale sine regninger selv.