Prøv avisen

Brombærmousse-lagkage: Den er al besværet værd

Har man lyst til at bruge god tid på en dessert, viser opskriften herunder den mest fantastiske måde at bruge brombær på. – Foto: Meyers Kagebog.

Brombær hænger tungt på grenene i krattet, og det er nu, det smukke vilde bær skal i skålen og laves til syltetøj, saft, is eller denne fromagelagkage

I Sverige kalder man meget poetisk brombær for bjørnebær. Og der er da også noget særligt lyrisk over det tunge mørke bær, som modsat andre bær har en særlig vild smag. For undertegnede er duften og synet synonymt med sommerens hælden mod efteråret helt på linje med de første gule blade, ned-faldsæbler og sensommersol.

Det er nærliggende at lave saft af bærrene eller sylte dem til efterårets pandekager findes der ikke meget, der kan konkurrere med brombærsyltetøj. Men hvis man har lyst til at bruge god tid på en dessert, beskrives herunder den mest fantastiske måde at bruge brombær på.

Jeg har i min bagebog med håndskrift noteret, at denne kage er al besværet værd. For det er ikke nogen enkel sag, denne mousselagkage fra Meyers Kagebog. Skal man sige noget formildende om tidsforbruget, er det, at der kommer to kager ud af anstrengelserne. Den ene kan eventuelt fryses.

Brombærmousse-lagkage

Bunde:

  • 50 g smør
  • 4 æg
  • 150 g sukker
  • 150 g smuttede mandler blendet til mandelmel
  • 100 g hvedemel
  • 5 æggehvider
  • 50 g sukker

Tænd ovnen. Smelt smørret. Pisk hele æg og de 150 g sukker skummende. Tilsæt mandel og vend melet i. Pisk æggehvide stift med de 50 g sukker. Vend det i æggemassen. Tilsæt det smeltede smør. Bred dejen ud på to stykker bagepapir i fire cirkler, der cirka svarer til omkredsen på bunden i en springform på 20-22 centimeter. Bag dem i ti minutter, til de er gyldne og faste. Skær dem eventuelt til, så de passer til springformene. Man skal bruge to springforme til at lave disse kager.

Brombærpuré og kompot:

  • 800 g brombær
  • 300 g sukker

Blend 600 g af brombærrene med 300 g sukker. Sigt massen og smid kernene væk. Vej 400 g af puréen af den skal bruges til brombærmousse (se nedenfor). Del de resterende 200 g bær i halve og vende dem i den resterende puré, så du får en brombærkompot.

Brombærmousse:

  • 3 blade husblas
  • 7 æggeblommer
  • 400 g brombærpuré (se ovenfor)
  • 4 dl piskefløde
  • 2 æggehvide
  • 25 g sukker
  • Brombærkompot (se ovenfor)
  • 40 ml frugtbrændevin (kan udelades)

Udblød husblas i koldt vand i 30 minutter. Kog brombærpuréen op. Hæld den kogende masse over æggeblommerne og pisk kraftigt. Kom den udblødte husblas i den varme masse og pisk, til massen er luftig og kølet ned til kropstemperatur. Pisk fløden stiv i en skål. Pisk æggehviderne stive med sukker i en anden skål. Vend flødeskum og derefter æggehvider i den afkølede brombærmasse. Tilsæt til sidst eventuelt brændevin. Beklæd springformene indvendigt med husholdningsfilm godt ud over kanten. Læg en bund i hver form. Fugt med brombærkompot med halve bær. Derefter halvdelen af moussen i hver form. En ny bund. Resten af kompotten. Og til sidst mousse. Glat overfladen og læg film over. Stil den i køleskab eller fryser. Den kan holde sig 3-4 dage i køleskab og en måned i fryseren. Skal tages ud af fryseren, aftenen før den skal bruges, og tø op i køleskabet.