Purløgene er fremme. Og her er Søren Ryges purløg-fidus

Det er et sikkert forårstegn, men i modsætning til vintergækker, krokus, stære og lærker kan det spises

Først i marts er purløgene fremme. Jeg har en hel række langs med et lavt pilehegn, hvor der er læ og lunt. Det visne er resterne fra i fjor. De nye er ikke ret lange endnu, 5-10 cm, men til gengæld er smagen bedre og stærkere end på noget andet tidspunkt.
Først i marts er purløgene fremme. Jeg har en hel række langs med et lavt pilehegn, hvor der er læ og lunt. Det visne er resterne fra i fjor. De nye er ikke ret lange endnu, 5-10 cm, men til gengæld er smagen bedre og stærkere end på noget andet tidspunkt. . Foto: Søren Ryge Petersen.

Bevares, de er her hele året. I hvert eneste supermarked er der små potter med purløg året rundt. De fleste er fremavlet i kæmpestore drivhuse, og de smager derefter: Lidt af purløg, meget af kunstigt lys og varme. Purløgspotterne er standard i de fleste danske hjem på linje med persille og basilikum.

Jeg køber aldrig purløg, for jeg har det i haven – i store mængder, og fra marts til november plukker jeg purløg derude næsten hver eneste dag. I år var der purløg-premiere den 4. marts. Natten inden frøs det fem grader, dagen efter lå der 10 centimeter sne, og på selve dagen lavede jeg tarteletter til aftensmad, selv om Cathrine kun spiser det nødtvungent. Men når jeg drysser en stor håndfuld purløg over, så er der jubel.

Jeg havde set dem, de grønne spirer ved det lave pilehegn, hvor min 12 meter lange række purløg har vokset så trofast i snart mange år. Jeg patruljerer jo haven hver eneste dag, og allerede midt i milde februar havde de næsen fremme.

Det er næsten med andagt, jeg skærer den første håndfuld, og duften af purløg står som en sky omkring mig. På vej ind drypper saften fra dem – tænk så friske og forventningsfulde er de, og så skærer jeg dem omhyggeligt i småbitte stumper, for det har Søren Gericke lært mig, "de skal være som grønlandske perler", sagde han, og derpå aftenens højdepunkt med Cathrines jubelskrig, og hun får altid langt de fleste, fordi hun påstår, at hun ikke kan leve uden grønt til maden, hvilket jeg sagtens kan.

Og nu det vigtigste. For over halvdelen af alle danske familier, herunder læserne af denne avis, bor i hus med have, og jeg har sagt det igen og igen i snart 50 år, at den vigtigste af alle haver er køkkenhaven. Jeg har også sagt igen og igen, at kartoflerne er den vigtigste af alle de hjemmedyrkede grøntsager, men i dagens anledning vil jeg sige, at purløg er endnu vigtigere og desuden det nemmeste af alt.

Og nu snakker jeg altså ikke om en lille klat i hjørnet af en plantekasse eller i en krukke på terrassen. Jeg snakker om, at man skal afsætte mindst 5-10 kvadratmeter af sin havejord til purløg. Jorden skal være god, og der skal være fuld sol, og her kan man i april så en række purløg – frøene kan købes for næsten ingen penge, og allerede i løbet af den første sommer vokser de op til nydelige små planter med blade som stoppenåle. Herefter vokser de på samme sted år efter år og bliver kun større og kraftigere.

Min række har vokset samme sted i 15-20 år. Man kan selvfølgelig også plante de små købe-potter ud efter brug, hvorpå de vil vokse videre, men min erfaring er, at de som regel ikke holder i flere år. Det må være sorter, der er beregnet til køb-og-smid-væk – som så meget andet i vor tid.

Fidusen med purløg er, at de har småløg nede i jorden, der sender deres blade op i lyset som alle andre løgplanter. Men når man klipper dem af, vokser de bare videre, hele sommeren. Man kan skære af de samme planter igen og igen med en måneds mellemrum, nøjagtig som med en græsplæne, og den eneste afbrydelse er i maj, når de blomstrer. Da klipper jeg altid halvdelen tilbage, mens resten får lov til at blomstre, fordi de jo er absolut nydelige, men ikke værd at spise.

Og endnu et lille tip: Hvis man høster meget af sine purløg i løbet af sommeren – skærer toppen af igen og igen – så er det indlysende, at de kommer til at sulte. Derfor er min purløgsrække et af de faste besøgssteder, når jeg i april-maj går min runde med en spandfuld NPK-gødning (eller noget lignende økoværk for de frelste). Så får de et kærligt drys lige som roserne og kartoflerne og min grønne græs-gårdsplads, der vokser på stengrund, men pinedød skal være grøn som en bøgeskov hele sommeren, fordi jeg jo kigger ud på den konstant.

Til sidst det altid hyggelige, navnet. Oprindeligt hed den porreløg, fordi man jo spiser toppen lige som hos porrer, men det blev altså forkortet til purløg. I Sverige og Norge siger man græsløk, også logisk, og i Tyskland Schnittlauch. Englænderne siger chives, franskmændene ciboulette, og italienerne cippolina, yndigt!