Jeg er et meget selvstændigt menneske, som trives godt i mit eget selskab. Det har jeg altid gjort. Så selvom jeg har nydt at have kærester gennem årene, har de alle sammen skullet indfri meget store forventninger. Det har været dejligt at have en at dele oplevelser med, men mine første kvindelige bekendtskaber har uden tvivl veget for mine egne behov. Jeg har ikke tænkt, at de hver især bare måtte være den, jeg sagde godmorgen til, og den, jeg kyssede godnat om aftenen.
Generelt har virkelig få været i min interessesfære, og måske derfor har jeg heller ikke haft så mange kærester. Så selvom jeg da også har været 14 år og forelsket, kom den første store kærlighed først senere i mit liv.
Jeg mødte hende på et sjælesorgskursus for militærfolk i Aalborg. Annette hedder hun, og ved siden af sin præstegerning i Flintholm Kirke var hun præst i Søværnet, fortalte hun mig, da vi sad ved siden af hinanden til festmiddagen.
Senere stod vi i baren sammen. Hun så smuk og sød ud, tænkte jeg, vi havde god kemi, men jeg gjorde ikke mere ved det. Ikke længe efter var vi på et kursus i Løgumkloster. Jeg ved, hun lagde mærke til, at jeg skulle med. Jeg tænkte ikke over, om hun mon skulle deltage. Men dér, i Løgumkloster, fik jeg øjnene op for hende. Og ja, derefter gik det hurtigt mellem os.
Vi boede langt fra hinanden, men var flittige til at tage turen frem og tilbage. Et halvt år senere, en kold forårsdag oppe i ballongyngen i Tivoli, spurgte jeg hende så, om vi skulle være kærester. Det blev vi, og jeg husker tydeligt, da jeg skulle fortælle min far om mit nye forhold.
”Er det en, du skal giftes med?”, spurgte han. Jeg var 46 år på det tidspunkt, og jeg tror, han havde opgivet at blive farfar.
”Ja, det kan jeg godt forestille mig. Det her er mere end bare en kæreste, det er alvorligt,” svarede jeg.
Det var første gang, jeg sagde sådan om en kæreste. Da jeg først havde sagt det højt, skulle jeg pludselig forholde mig til mine egne ord.
”Sagde jeg virkelig det?”, tænkte jeg. Ja, det gjorde jeg faktisk.
Jeg var ikke i tvivl om, at det var hende, jeg skulle giftes og have børn med. Der var ingen tvivl. Det måske største øjeblik i den forelskelseshistorie var mine besøg hos guldsmeden. En lille butik, der ligger i Odense, som jeg første gang besøgte uden at have noget specifikt for øje. Der så jeg en ring, som var tilpas klassisk til, at den ville klæde Annette. På det tidspunkt havde vi kun været kærester i et halvt år, og jeg forlod butikken igen.
”Ding-dong!”. Lidt tid senere gik jeg igen ind ad døren til guldsmeden, og i det øjeblik var min skæbne forseglet, for da havde jeg taget en beslutning om, at jeg skulle falde på knæ og fri til Annette. Det var det mest skæbnesvangre øjeblik i mit liv.
Når jeg ikke fandt den store kærlighed tidligere, bundede det i, at så snart mine forhold var blevet seriøse, formåede jeg at lukke ned for dem. Jeg har simpelthen ikke være parat til at investere nok af mig selv, og jeg har insisteret på, at jeg var bedre alene. Med alderen faldt jeg mere til ro. Jeg har taget flere uddannelser, gået på skuespillerskole, jeg har arbejdet med turisme i Paris, og i dag er jeg præst. Jeg har altså prøvet meget forskelligt og udviklet mig karrieremæssigt.
Jeg er i dag et sted, hvor jeg professionelt og fagligt ved, hvad jeg vil, og derfor har jeg den fornødne ro til at tage del i et familieliv. Min søgen efter at besvare de eksistentielle livsspørgsmål har været en rejse, jeg skulle tage alene, og i dag er jeg ikke i tvivl om, at jeg har fundet min store, evige kærlighed.