Prøv avisen
Quiz

Den første linje af en god bog sætter tonen

Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

En god bog lever længe og kan læses mange gange. Men hvor godt kender du klassikerne? Fra i dag udfordrer Kristeligt Dagblad læserne i en ny quiz, hvor et litterært værk skal gættes ud fra bare én sætning

”Det er bøger, som vi alle husker, eller som vi alle kender. De er en del af vores kulturarv.”

Sådan lyder bibliotekar Hanne Laumands definition på, hvad et klassisk litterært værk er. Og som eksempler kan nævnes blot nogle titler som Goethes ”Faust”, Dantes ”Den guddommelige komedie” og Dostojevskijs ”Forbrydelse og straf”, der siden deres udgivelse for over 100 år siden stadig har bevaret deres popularitet.

Tag Kristeligt Dagblads klassiker-quiz lige her!

Den første sætning af en skønlitterær bog kan ofte sætte tonen for resten af værket. Men kan man kende en bog kun på den første linje? Den udfordring giver Bagsiden læserne i en ny quiz i februar med flotte bogpræmier fra Kristeligt Dagblads Forlag og Læserklub på højkant. Konkurrencen begynder i dag.

Men hvad er det, der gør klassikere til noget særligt? Bare deres alder kan jo virke afskrækkende for nogle. Men ikke for Hanne Laumand, der er bibliotekar på Juelsminde Bibliotek i Østjylland. På trods af tidens tand, eller måske netop på grund af den, har klassikerne meget at byde på for det moderne menneske. Derfor tog Hanne Laumand for et år siden initiativ til en læsekreds, ”Vild med klassikere”, der holder til i biblioteket.

”Jeg er til stadighed imponeret over, at man kan have skrevet en bog for over 100 år siden, som stadig er relevant i dag. Det viser, at der er nogle grundvilkår, som ikke ændrer sig,” siger hun.

Men de er jo så lange, klassikerne, kunne man også indvende. Og jo, et fællestræk for meget klassisk litteratur er længden på værkerne, ofte over 500 sider. Derfor anbefaler Hanne Laumand, at man begynder sin klassikerlæsning med en bog som Karen Blixens ”Babettes gæstebud”.

”Det er en nem lille sag at gå i gang med. Den har kun knap 100 sider og foregår i et genkendeligt miljø – og så er der mange, der har set filmen, og derfor kender man lidt til historien i forvejen,” uddyber hun.

”Babettes gæstebud” er også den næste roman, som hendes læsekreds skal læse. Læseglade bibliotekslånere mødes hver fjerde uge og diskuterer en litterær klassiker.

Indtil videre har læsekredsen været en succes, fortæller Hanne Laumand, som ikke er i tvivl om, at interessen for klassikerne vil bestå.

”En klassiker kan læses mange gange uden at blive kedelig. Selvom man kender handlingen, giver den hver gang nye overvejelser, som man ikke har opdaget ved de første læsninger. De forfattere, der er virkelig dygtige, de er eviggyldige,” siger Hanne Laumand, hvis egen yndlings-klassiker er Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per”.

Læs mere om klassikere i temaet her.