Prøv avisen
Liv i sproget

Sprogklummen: Hvor stammer ordet "ferie" fra?

Ferien opfattes af mange som helle, en sprække af hellig fred i det moderne livs ræs. Det er familiens tid, oplevelsernes og afslapningens frirum, hvor lykken forventes at indfinde sig. Foto: Kristian Brasen

Den moderne forestilling om ferierne som periode for udfoldelse af lykke og realisering af livets potentialer er af nyere dato. I min skoletid hed det stadig kartoffel- eller roeferie, ligesom roelugning, hø- og kornhøst også blev respekteret, når ferier skulle fastlægges, skriver Johannes Nørregaard Frandsen

Man må se det i øjnene! Ferien er slut for denne gang. Arbejdet kalder, hverdagen banker på. Ferien opfattes af mange som helle, en sprække af hellig fred i det moderne livs ræs. Det er familiens tid, oplevelsernes og afslapningens frirum, hvor lykken forventes at indfinde sig. Forbruget indfinder sig også. Ferieperioder varsles af kataloger og fede tilbud. Det koster at komme i lykkeland.

Ferie er brud med det dagligdags. Ordet kommer fra latin, feriae, der var religiøse festdage, særlige dage og perioder i det gamle Rom, hvor undervisning, retshandlinger, politiske gøremål og forretninger lå stille. Ferie knyttede sig til religiøse begivenheder, hellige eller religiøse dage. Der var ret mange af dem i antikkens Rom for overklassen. For slaverne var der næppe ferier.

Ordet ferie er i familie med fest, fetere og fejre samt i øvrigt det engelske fair, som betyder marked, og som er opstået i den tradition, at nogle dage blev festligholdt og friholdt for arbejde.

I vore dage er begrebet om at holde ferie lovbestemt. Det er en ret, der udtrykkes i overenskomster og lovgivning. Retten til ferie, som vi kender det, opstod som velfærdsgode i industri- og lønarbejdersamfundet. Gode tider blev bedre, arbejderne og en fremvoksende ny middelklasse af offentligt ansatte krævede ferie! Ord som Ferieloven, feriekasser, ferieret, feriemærker, Dansk Folkeferie er dannet i 1930’erne. På den måde fortæller de sammensatte ord velfærdshistorie.

Feriemærkefonden opstod i 1942, siden Arbejdsmarkedets Feriefond. Ord som feriebarn og feriekoloni blev almindelige fra slutningen af 1930’erne. Børn fra industribyerne – brokvartererne i København i særdeleshed – kom ud på landet, hvor det flød med solskin, sundhed, stegt flæsk, persillesovs, jordbær og tyk fløde. Siden dukkede ord som feriehuse op. Feriepenge, feriegiro, feriecenter og charterferie kom i 1960’erne, hvor velfærdssamfundet satte sig på sproget.

Det var, da en præst fra Tjæreborg og en skægget Spies fra København brunede blegfede folk på strandpanderne i Spanien.

I gamle dage kendte den brede befolkning ikke til ferie. Bønderne havde festdage, hellig- eller ritualdage, hvor arbejdets rytme blev brudt. Men skoleordningerne fra 1800-tallet skabte behov for ferier, ikke mindst fordi børnenes arbejdskraft var påkrævet i visse perioder.

I min skoletid hed det stadig kartoffel- eller roeferie, ligesom roelugning, hø- og kornhøst også blev respekteret, når ferier skulle fastlægges. I skolehistoriske værker omtales den såkaldte sædeferie, som var i den periode, hvor bønderne såede. Der var brug for børnehænder til at samle sten på agrene.

Den moderne forestilling om ferierne som periode for udfoldelse af lykke og realisering af livets potentialer er af nyere dato. I hvert fald for de fleste befolkningsgrupper. Det var da dejligt at holde sommerfri fra skolen i min landboleksikalske barndom. Der kunne falde en tur af til stranden eller ekstraordinære besøg hos tanker, onkler, fætre og kusiner. Altså når roerne var luget og hakket, høet i hus og byggen sat i skok. Ferierne foldede sig ind i hverdagenes rytmer og var ikke hæsblæsende korrektiver.