Inde midt i det, man sædvanligvis kalder Himmerlands hjerte, har det mellemste af vore børn, Søren, købt en mindre landejendom med stor have og et par tønder land til. Tina, Sørens kæreste, har siden sin barndom været meget optaget af heste. Så både stalde og de tilhørende jordlodder skal nok få ben at gå på, som man siger.
Men så er der jo haven, konstaterer Søren, da handlen var gået i orden.
LÆS OGSÅ: Vintertid og beskæring hører sammen
Ja, hvad med haven? Den forladte have. For stedet på Baunehøjvej havde tilhørt den samme familie i generationer. Og det vil sige en rigtig bondehave i klassisk forstand, som vi læser om i den for længst glemte bog Landbohaven udgivet af Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab i 1944.
Da Gudrun og jeg ankom til Baunehøjvej første gang for en uges tid siden, var det næsten som at gå ind i bogen. Der var prydhaven, køkkenhaven og frugthaven. Alt delt op. Og nu ligger den som den forladte have. Stedet har stået tomt i to-tre år. Alt er groet til. Den sidste ejer havde været en flittig havemand, kunne vi se. Men nu havde Vorherre kaldt ham hjem til sig til en anden have, og ingen havde haft kræfter til at tage over.
Der står de lange hække af navr (Acer campestra), som groede i alle bondehaver engang, fordi den er nem at formere, ja, gratis, hvis man selv sætter stiklinger. Det er let at se på hækken nu, hvortil den har været velklippet. Her er kristtorn (Ilex aquifolium) mange steder i haven, meterhøje, men engang for 30-40 år siden hentet som skud ovre i Rold Skov. Der står også et par store buksbom, den storbladede (Buxus rotundifolia), engang smukt tilklippede, men nu ramt af vejr og vind og en manglende omsorgsfuld havemand.
Roserne er også på vild himmelfart, men stadig sunde og grønne af styrke. Dem skal vi nok få klippet til, sagde jeg til Søren og Tina. Det samme gælder de hortensia der, som glæder sig til en saks, når foråret tager fat. Langs den gamle bonde-have står eg, bøg, birk, has-sel alle ældgamle, og krogede frugttræer med masser af liv i sig. Trods frostens hærgen de seneste par uger var der grønne spidse skud af vintergækker og dorothealiljer overalt.
Det er jo det, der er gaven ved en gammel have, som har været forladt. Der har været haveliv i flere generationer. Noget er gået i arv. Fortællingen om de enkelte planter og træer er måske borte. Men derfor skal man også være varsom med at fjerne og rydde op det første år. Gudrun og jeg har set det før. Et blomsterflor, et haveliv, det har taget år at skabe, er blevet fjernet på en eftermiddag i maj for kun at så græs i hele pibetøjet.
Jamen, så skal I hjælpe, sagde Tina og Søren samstemmende.
Det skal vi nok, men vi begynder her, allerede i dag, svarede vi i kor. Det var det misrøgtede drivhus eller rettere et udhus, bygget op af kasserede vinduer, træbjælker med mere. Her står en ældgammel vinstok, mindst 15 centimeter i diameter, med meterlange fire-fem centimeter tykke sideskud. Vi medbragte Mette Østergaards Beskæringsbogen.
Vi gik helt ned, som der står på side 77, og klippede to knopper fra hovedranken. Så må det briste eller bære. Hvad det er for en drue, ved vi ikke. Men denne vindrueplante fylder hele det store udhus. Flere ranker gror ovenud af de knuste ruder. Det tog en halv eftermiddag blot at beskære denne ene vinstok. Men der har været masser af druer på den sidste år, kunne vi se. På en hylde lå en mosgrøn og ødelagt udgave af Landbohaven fra 1944.