Den glade kirkegård i Rumænien

I den rumænske landsby Sapanta synes døden at ligne en fest. Det er ikke uden grund, at kirkegården har fået tilnavnet Den Glade Kirkegård

Den Glade Kirkegård består af omkring 800 grave, som alle er forsynet med et flot, blåmalet kors. Kirkegårdens historie går tilbage til 1935, hvor landsbyens kunstner og poet Ion Stan Patras fik idéen om at forsyne de første grave med de smukke blåmalede kors.
Den Glade Kirkegård består af omkring 800 grave, som alle er forsynet med et flot, blåmalet kors. Kirkegårdens historie går tilbage til 1935, hvor landsbyens kunstner og poet Ion Stan Patras fik idéen om at forsyne de første grave med de smukke blåmalede kors. Foto: Ota Tiefenböck.

Det er formentlig de færreste, der forbinder døden og en kirkegård med noget glædeligt, men det har man valgt at gøre i den rumænske landsby Sapanta.

Landsbyen, som ligger i den rumænske provins Maramures, tæt ved den ukrainske grænse, har nemlig en kirkegård, som hedder Cimitirul Vesel. Det betyder Den Glade Kirkegård, og navnet er langtfra overdrevet, man bliver faktisk glad, når man går rundt her. Kirkegården her består nemlig af omkring 800 grave, som alle er forsynet med et flot, blåmalet kors.

Den afdøde er på korset afbildet med en naiv tegning samt en lille fortælling, som karakteriserer personen, mens han eller hun levede, eller på en anden måde relaterer sig til personen. Det samme gælder tegningen, som hovedsageligt forestiller den afdødes profession eller hobby eller for den sags skyld last.

Her er slagtere, hjemmegå-ende hustruer, landmænd eller traktorførere afbildet i en let og afslappet stil, nærmest på grænsen til en karikatur. De mange farver og tegningernes lette stil udvisker øjeblikkeligt den triste stemning, man normalt forbinder med en kirkegård.

De giver ligeledes en følelse af at have et tilhørsforhold til de afdøde, en menneskelig indgang til de afdøde.

Det er også meningen her på kirkegården, fortæller manden, som passer kirkegården og opkræver de få besøgende på disse kanter for de omkring 10 kroner, det koster i entré, og ekstra 10 kroner for at få lov til at tage billeder.

”Lustig sehr lustig, siger han på sit langtfra perfekte tysk, mens han smiler og peger på gravene.

Kirkegårdens historie går tilbage til 1935, hvor landsbyens kunstner og poet Ion Stan Patras fik idéen om at forsyne de første grave med de smukke blåmalede kors. Der blev straks taget godt imod idéen i landsbyen, og Ion Stan Patras begynd-te at forsyne alle grave med de blåmalede kors.

Da han døde i 1977, blev der ingen vej uden om: Traditionen blev en del af landsbyen og skulle fortsætte. Arbejdet blev således overtaget af Dumitru Pop Tincu, som ligeledes overtog Ion Stan Patras hus, hvor korsene bliver produceret.

Det er familien til den afdøde, der bestemmer, hvordan en afdøds kors og tegninger skal se ud, og hvad de skal forestille.

De fortæller historier om den afdøde, som bliver brugt som inspiration til det kors, graven bliver forsynet med. Et kors holder omkring 10 år, før det skal have en ny omgang maling.

Den Glade Kirkegård, som tilhører den rumænske ortodokse kirke, er mere eller mindre blevet Sapantas varemærke og er blevet kendt over hele Rumænien.

Kirkegården er paradoksalt nok også et af de ganske få sjove steder i landsbyen og i hele provinsen, da livet synes at være svært på disse kanter.

Maramures og resten af Rumænien er plaget af høj arbejdsløshed og en voldsom udvandring til andre EU-lande, hvor rumænere ofte arbejder under usle forhold og til en lav løn.

Det er dog formentlig alligevel et mere attraktivt liv, end livet synes at være i landsbyer som eksempelvis Sapanta, hvor livet generelt langtfra er så ”lustig” som døden på kirkegården.