Den gule engbrandbæger i førertrøje og kaffe-blomsten fra Besættelsen opleves bedst med 100 kilometer i timen

Forleden kørte Søren Ryge fra Djursland til Sønderjylland. Det meste af turen foregik på E-45, som han hader. Men denne gang var det ren glæde

Jeg gerne have fyldt hele avisen med fotos af Danmarks længste blomsterbed. Vi må nøjes med det første, jeg møder, når jeg kører hjemmefra: Flere kilometer med cikorier, vild gulerod, engbrandbæger og stenkløver på begge sider af vej og cykelsti. Smukkere end nogen af havens blomsterbede.
Jeg gerne have fyldt hele avisen med fotos af Danmarks længste blomsterbed. Vi må nøjes med det første, jeg møder, når jeg kører hjemmefra: Flere kilometer med cikorier, vild gulerod, engbrandbæger og stenkløver på begge sider af vej og cykelsti. Smukkere end nogen af havens blomsterbede. . Foto: Søren Ryge.

Sjældent har jeg set så mange blomster. Jeg ved godt, at højsommeren er højdepunktet for de fleste vilde blomster, og jeg har gået ture mange gode steder for at nyde dem, men motorvejen slår dem alle - selv om det jo ikke er på gåben. Farverne, frodigheden, mængden, mangfoldigheden var enestående. Hermed et udpluk af, hvad jeg så forleden dag med cirka 100 km. i timen. (Desværre er der kun plads til et enkelt billede, men jeg så hundreder.)

Det begyndte allerede på nærmeste asfaltvej, som jeg kører på dagligt. Der var himmelblåt af cikorier over flere kilometer. Det er ikke nogen fortryllende blomst, jeg plukker den aldrig. Lidt sjusket i væksten, og blomsterne springer ud om morgenen og visner til aften. Men når de står i tusindvis på det halve af vejen til Rønde, helt tæt på asfalten, så siger man "wauw" og takker de vejmænd, der lader være med at klippe dem, selv om de hælder smukt ind over cykelstien.

Ældre mennesker kan nok huske den, cikorien. Det var jo den, der reddede Danmarks kaffedrikkere, dengang der var krig i verden, og kaffen var rationeret. Cikoriens rødder kunne bruges som erstatning for kaffe, og det var Rich’s fabrikker i København, der blev førende og endda lavede et uforglemmeligt slogan: ’Det er Rich’s, der driks’, hvorpå konkurrenten, der hed Danmark’s svarede igen med ’Det er Danmark’s, der du’r.’ Tænk, at man kan huske dem 70 år senere.

Dengang blev cikorien dyrket af landmænd i stor stil. Nu vokser og blomstrer den helt af sig selv ved vore landeveje. Når der er kommet bare en enkelt plante, så spreder frøene sig. Bilerne hjælper endda til med at blæse dem af sted.

Det er jo derfor, at visse blomster optræder i så store mængder. En vejrabat er et taknemmeligt sted, for jorden er dårlig, græsvæksten er ofte sparsom, og så er der plads til de nye planter, når de spirer. Den vilde gulerod er en anden af de fornemme. Nok den smukkeste af vore hvide skærmblomster og netop nu i fuldt flor overalt - langt op ad skrænterne. For et par måneder siden var det den vilde kørvel. Nu har guleroden overtaget. Jeg plukker den ofte, for den er perfekt sammen med roser og liljer, holder længe i vasen og krummer sig sammen til en fin lille fuglerede, når den visner.

Den gule engbrandbæger har taget førertrøjen på. Meterhøj i store mængder. Den er nærmest eksploderet i de senere år. Den vokser overalt på marker, der ikke dyrkes, har spredt sig ud til vejene, og imellem Horsens og Vejle voksede den på motorvejens midterrabat over flere kilometer og skjulte næsten autoværnet. Det guleste smil, bravo! Det siges, at køer og heste ikke kan tåle at spise den, men det er jo ikke noget problem ved en motorvej.

Der er flere af de mange. Stenkløver, som ikke ligner en kløver, men også er meterhøj med spinkle hvide eller gule aks. Når den dukker op med sit sprinkelværk, er det også over lange strækninger. Det samme med den vilde pastinak, også en skærmblomst, men venligt gul. Plus et par stykker, der vokser i mindre flokke, fordi de ikke spreder sig så godt med frø, men kommer samme sted år efter år og råber til os, når vi suser forbi. Den gule rejnfan, som vi kaldte regnfang i min barndom, hvilket altså er forkert. Og den smukke gederams, der aldrig vokser spredt i rabatten som de andre, men i pludselige, lyserøde fester på skrænten. Jeg så den syv steder mellem Århus og Kolding, og hvis jeg havde kørt over Fyn, ville jeg endnu en gang fryde mig i ti sekunder ved den flotte fabrik øst for Middelfart, hvor gederamsen har fået en hel mark med udsigt til og fra en motorvej og 80.000 biler i døgnet. Kongens Have og Egeskov og samtlige nationalparker kommer ikke i nærheden af sådanne besøgstal.

Vi har 1300 km. motorvej i Danmark, og det er min påstand, at de er noget af den mest sete og blomstrende natur, vi har. Rabatterne er brede, der er ofte skrænter, og når der er træbevoksning, er den altid trukket tilbage fra asfalten. Her har vi altså et stykke urørt natur, hvor de vilde blomster får lov til at gøre, hvad der passer dem, og Vejdirektoratet har for længst accepteret, at man ikke skal barbere denne blomsterpragt før til efteråret, tak for det. Endvidere kan vi glæde os over, at det er helt gratis for alle og helt uden de sædvanlige diskussioner om fredning, hegning og rewilding. Der er ingen gøgeurter og andet sjældent.

Der er et par håndfulde gode, danske vilde blomster, der har det tilfælles, at de er høje, robuste, smukke og kan ses på lang afstand og i susende fart. Det eneste problem er, at man som bekendt også skal holde øje med trafikken, der altid er livsfarlig. Jeg lægger mig gerne i højre spor med 90 km., så når jeg det hele.