Få ting her i livet har budt mig så stor skuffelse og så stor nydelse som tiramisu. Den italienske dessert med kaffe, spiritus og mascarponecreme kan, hvis den er lavet rigtigt, få englene til at synge højt med deres små basunkinder.
Men ofte, alt for ofte, skuffes man af en hvinende sød og tør kage, der ikke det mindste lever op til dens navn, der på italiensk betyder ”opløft mig” eller ”kvik mig op”.
Den berømte italienske tiramisu, med tryk på endelsen, er faktisk under 50 år gammel. En af historierne om dens oprindelse går på, at den kom til verden i 1971 på en restaurant i Treviso ikke langt fra Venedig. Ejernes søn var syg og ville intet spise. Hans mors svigermor fik den idé at blande lidt kaffe i den søde dessert zabaglione for at kvikke drengen lidt op.
Det virkede. Moderen tippede restaurantens kok om den nye ret, og den legendariske dessert var født.
Tiramisu er utroligt nem, og alligevel er der mange ting, der kan gå galt: De tørre kiks, der skal bruges, kaldet ladyfingers, skal altså gennemvædes af kaffelage, før de lægges i lag med cremen.
Jeg bruger stærk, kold kaffe fra stempelkanden eller espresso blandet op med ligeledes stærk spiritus, allerhelst cognac. Efter min mening bliver desserten for sød, hvis man bruger marsalavin eller Amaretto.
Men lakmusprøven er alligevel tålmodighed: Man. Må. Ikke. Spise. Den. Før. Dagen. Efter. Punktum! Cremen skifter fuldstændig karakter, fløden sætter sig og danner små luftbobler, kaffe og sprit og fed, sød creme har over natten forenet sig til en guddommelig spise. Det er bare noget helt andet!
Sidst, men ikke mindst: et drys bitter kakao på toppen som modspil. I det hele taget er tiramisu beviset på, at modsætninger, sammen, skaber livets smukkeste og mest syndige øjeblikke.