Prøv avisen
Natur

Den lavendelblå blomst på engen

Djævelsbidens første blomstring. – Foto: Michael Stoltze

Den fine djævelsbid har hemmeligheden bag sit navn begravet i jorden

Engang, jeg gik på engen i det fineste sommervejr, så jeg en aggressiv plante.

Den stirrede bistert på mig og udviste en særdeles truende adfærd med næverne løftet til slag. Den var tydeligvis ude af sig selv. Måske fór der en djævel i den, fordi jeg var trådt ind på dens enemærker. Heldigvis beholdt den sine lavendelblå fløjlshandsker på, og jeg veg tilbage og lod skønheden få fred til at blive sig selv igen.

Det var en djævelsbid, og den var lige sprunget ud. Den blå blomst er en ener i dansk botanik, men de fleste kender den ikke. Det er synd, for den er smuk og har en lang række interessante egenskaber. Hele forsommeren står planten med sin roset af spatelformede, friskgrønne blade med lyse midternerver uden at blomstre. På lune steder kan blomsterne springe ud omkring sankthans, men ofte sker det først et stykke ind i juli, hvorefter planten bliver ved med at sætte blomster helt frem til omkring den 1. oktober.

De halvkugleformede blomsterhoveder kan minde lidt om blåhat, som planten også er i familie med, men blåhatten er meget lysere, mere fladt hvælvet og har store randkroner i kanten. Det har djævelsbid ikke. Her er alle blomsterne i blomsterhovederne ens.

Hele planten er meget bitter, hvilket man i gammel tid anså som tegn på, at den havde helbredende egenskaber. Så den er blevet indsamlet og er blevet brugt mod alle mulige sygdomme fra pest til ondt i halsen. Imidlertid skyldes bitterheden blot et meget højt indhold af garvesyre, som næppe har nogen helbredende virkning på de sygdomme, man forsøgte at kurere.

Den elegante art hører med til de mange planter med mytiske navne. Allerede før Carl von Linné navngav den Succisa pratensis (det vil sige ”den afbidte på engen”), kaldte tidens botanikere arten for Morsus diaboli, hvilket betyder ”djævelsbid”. Det fortælles nemlig, at djævelen nede i den mørke underverden var så misundelig på de fine blå blomster og plantens helbredende egenskaber, at han bed dens rod af nedefra for at komme den til livs. Det havde djævelen heldigvis ikke held med, men plantens kraftige pælerod slutter faktisk meget abrupt nedadtil omkring 10 cm under jordoverfladen, og den besynderlighed er ophav til fortællingen.

Men lad planten stå. Dels er det ikke lovligt at grave den op, dels trives den ikke i almindelige haver. Den skal have næringsfattig, tørveholdig jord for at klare sig, og det har den på den gamle eng, der aldrig har været gødet og drænet. Her kan den til gengæld stå i tætte bestande, som bliver ved med at blomstre længe efter, at andre blomster er visnet.

Og er man sommerfugle- entusiast, kan man heller ikke andet end forelske sig i djævelsbid. Den virker som en magnet på dagsommerfugle og er vært for to store sjældenheder: Den smalrandede humlebisværmer og den smukke hedepletvinge.

Men det er en anden historie.