Den 25. oktober 1854 red 673 britiske kavalerister dragoner, lansenerer og husarer ind i en snæver dal ved Balaklava på halvøen Krim. Den lette brigade red af sted med dragne sabler og lanser direkte i retning af en altødelæggende gevær- og kanonild fra hele 20 bataljoner russiske soldater altså mange tusinde mand og 20 stykker artilleri. Dødens Dal omdøbte den britiske nationalpoet lord Alfred Tennyson dalen til, da han umiddelbart efter at have læst om begivenheden i The Times udødeliggjorde angrebet i digtet The Charge of the Light Brigade (den lette brigades angreb).
Det er 160 år siden i år, og Krimkrigen 1854-1856 kan få selv disse dages nok så bekymrende situation på halv-øen i Sortehavet til at blegne. Krim har i 250 år udgjort en vigtig flådebase for Rusland. I 1850erne førte forskellige territoriale stridigheder mellem Rusland og Osmannerriget (Tyrkiet) til krig, da Frankrig og Storbritannien gik ind i krigen på tyrkisk side for at hindre Rusland i at blive for mægtig i regionen. De allierede rykkede ind og belejrede den russiske hovedby Sevastopol. Krigen førte til russisk nederlag, på trods af at russerne stod med næsten en million mand over for cirka 100.000 tyrkiske, franske og britiske soldater.
LÆS OGSÅ: Polen og Litauen kræver nyt hastemøde i Nato
Men den oktoberdag i Dødens Dal var overmagten for stor for briterne. Og det var da også en ren misforståelse, der var årsag til den lette brigades heroiske vanvid.
Sagen var den, at hærens øverstkommanderende, Lord Raglan, under slaget ved Balaklava sendte en kaptajn af sted med ordre til kavaleriet om at forfølge fjenden og forhindre ham i at føre sine kanoner bort. Raglan refererede til nogle mindre kanonstillinger oppe i bakkerne, som han kunne se fra sin position. Modtagerne af ordren, hele kavaleriets leder Lord Lucan og den lette brigades øverskommanderende Lord Cardigan, kunne derimod ikke se disse stillinger og troede, at det var den store kanonopstilling halvanden kilometer borte, der skulle angribes. Og en ordre er en ordre, uanset hvor vanvittig den er.
Cardigan red af sted med sine kavalerister, der omgående blev mejet ned i stort tal, og Lucan undlod at komme ham til hjælp. Efter nogen tid rykkede det franske kavaleri imidlertid til undsætning og kunne sikre tilbagetoget for de briter, der havde overlevet massakren.
Uden at bekymre sig om sine mænd red en rasende Lord Cardigan væk fra hele slaget til sin personlige yacht, der var opankret i Sortehavet, og nåede frem i tide til at kunne indtage en bedre middag med champagne til.
Tilbage på slagmarken lå 188 døde britiske kavalerister og 335 døde heste. Der var 127 sårede mænd. Russernes officerer udtalte siden, at de troede, briterne var døddrukne, siden de styrtede sig i døden på den måde. Det var de ikke. De fulgte bare deres ordrer og blev efterfølgende dyrket som helte, om end tragiske af slagsen, i den hjemlige offentlighed.
Dødens Dal ved Balaklava blev et symbol på tapperhed. Da den britiske premierminister Winston Churchill i den afsluttende fase af Anden Verdenskrig var til konference med USAs præsident Roosevelt og Sovjetunionens diktator Stalin i Jalta på Krim, bad han om at få lov til at aflægge dalen et besøg.
Krimkrigen markerede ikke kun et højdepunkt i militær dumhed, men også et gennembrud for moderne sygepleje, som blev sat i system af den legendariske Florence Nightingale. Der er en vis retfærdighed i, at der i dag er langt flere, som nikker genkendende til hendes navn end til navnene på lorderne Raglan, Lucan og Cardigan.