Den rigtige historie om plovmanden

Kaj Hansen er en af dem, der har været på udkig i avisens nye digitale arkiv. Han har fundet frem til historien om plovmanden

Den første plovmands-seddel med en værdi af 500 kroner kom på gaden i 1910 og var illustreret af Gerhard Heilmann. Siden kom to andre plovmænd, den sidste gik ud af brug i 1974.
Den første plovmands-seddel med en værdi af 500 kroner kom på gaden i 1910 og var illustreret af Gerhard Heilmann. Siden kom to andre plovmænd, den sidste gik ud af brug i 1974.

Kristeligt Dagblad har opfordret læserne til at gå på opdagelse i det nye, digitale avisarkiv og finde en overraskende, spændende eller kuriøs historie og sende den til avisen. Kaj Hansen er en af dem, der har gjort det. Han skriver:

Hermed svar på et spørgsmål, som stilles i Brevkassen i Kristeligt dagblad den 15. november 1929. C.F.J. skriver: Hvorledes kan det være, at Plovmandens Heste paa vore Fem Hundrede Kronesedler er aftegnede som ”Pasgængere”, da det vist næppe forekommer, at store svære Heste praktiserer denne Gangart.

Der svares: De nævnte Heste synes at være svære Heste, og da Pasgængere kun forekommer blandt de mindre og lettere Heste, kan man vel gaa ud fra, at Kunstneren, Hr. Gerhard Heilmann, ikke har vidst dette.

Svaret er imidlertid et ganske andet nemlig følgende:

Under et besøg hos sin slægtning Chr. Heilmann på Tammestrup ved Skanderborg fandt Gerhard Heilmann motivet til sin 500-kroneseddel ude på en af gårdens marker.

En ung karl, Ernst Boock, gik og pløjede, da Gerhard Heilmann fik øje på ham. Han måtte holde stille med sine heste, mens han blev tegnet. Her er netop svaret på hestenes benstilling, idet det kan være rent tilfældigt, hvorledes denne er, når en hest står stille.

Hestene hed i øvrigt Asta og Hertha, og Ernst Boock kunne sagtens kende dem, da han første gang så en 500-kroneseddel.”