Er der en busk, jeg elsker højt her i januar, er det troldnødden (hamamelis). Vi har den stående både i vores store skovhave her i det nordjyske ved Jammerbugten og i vor ”engelske have” ved Rude Strand ud til Saxildbugten syd for Aarhus.
Vi har netop været i huset på Rude Strand. Der blomstrede troldnødden her i midten af januar. Hvilket blomsterflor. I januar, hvor frosten også havde været på besøg. De gule og røde blomstrende ranker. Det er længe siden, at busken har været så smuk. Den står her i haven mellem et par høje rododendron, der blev plantet tilbage i slutningen af 1980’erne. Det er længe siden.
Troldnødden tåler megen frost, men her i 2018 har der vitterlig også været lune solskinsdage, og netop mens vi opholdt os i Havhuset, stod solen på himlen fra morgen til aften, hvor den gik ned over Norsminde og Ajstrup Strand.
Her på Nordgården har vi hele tre store buske af troldnød, smukt blomstrende i det gule, men alle tre buske også med de røde blomsterfrynser inde i blomstens midte. Det er januars glæde.
Da elsker jeg at sidde i Væksthuset på Rude Strand og følge vinstokkenes tilstand. Jeg beskar vinstokkene allerede i december – de meterhøje stokke, jeg har fulgt siden 1997-1998. I 2017 gav de et stort, stort udbytte. Det skal de nok også komme til i 2018. Man fornemmer allerede nu de grønne vækstknopper. Vitus Svhuyler, V. Himrod, V. Nero, V. Einset.
På Nordgården har vi hele tre vækststeder for vindruerne. Drivhuset ”Druen”, den overdækkede terrasse og volieren. Jo, der er noget at glæde sig til, så det er stort her i januar – i fuld sol – at gå og klippe efter med håndsaksen.
Er der en skovbundsdækkeplante, vi har i tusindvis af på Nordgården i Skovhaven, er det skovsyreplanten (Oxalis acetosella), som jeg har samlet på siden 1960’erne.
Jeg kom til at kende historikeren Peter Riismøller (1905-1973), da jeg som ungt menneske hjalp ham med at finde arkæologiske bopladser ude ved Limfjorden, helt ind til Jammerbugten, Klithuse og Sandmosen, hvor Gudrun og jeg nu bor. Peter Riismøller forærede mig sin fremragende bog ”Sultegrænsen”, der netop handler om, hvordan han som lille knægt nede ved Rebild Bakker i Himmerland indsamlede skovsyren til mad og grøntsager for at overleve sultegrænsen. Den voksede netop i januar-februar.
Nu har vi skovsyren stående overalt som bunddækkeplante, og her i den milde januar står den fine grønne kløverplante og lyser op, akkurat som troldnødden gør det. Så kan man gå og glæde sig til, at skovsyrens hvide blomster dækker hele skovbunden til foråret – som regel afløser den anemonerne.
Peter Riismøllers bog kan anbefales til læsning her i januar-februar. Den fortæller, hvor heldig generation efter generation i Danmark har været med den plante.