Det var den smukkeste solopgang, han nogensinde havde set. En kølig augustmorgen på en norsk bjergside, der varslede endnu en flot sommerdag. Elven brusede højlydt og klar forbi. Duften af irgrønt rensdyrlav lå på jorden omkring ham.
Midt i denne livsbekræftende naturskønhed stod Michael Böss helt stille, dybt betaget af den massive stenmasse over ham med dens tiltagende farverigdom, i takt med at solens stråler ramte bjergsiden. Sanserne var vidtåbne for indtryk. Verden var vidunderlig og perfekt, tænkte han. Men inde i ham var noget slet ikke godt.
Nogle uger forinden havde 25-årige Michael afleveret sit hovedfagsspeciale i amerikansk historie. Den nyvundne frihed skulle fejres med det, han elskede allermest: en vandretur i det norske fjeld. Han havde arbejdet meget hårdt for at blive færdig, og derfor skulle det denne gang være en lidt længere rejse på 14 dage. Michael havde vandret i fjeldet, siden han var 16, og denne gang skulle glæden også deles med en god barndomskammerat.
De to unge mænd tog færgen til Oslo og havde tid til at nyde en god frokostbuffet om bord. Det blev også til en øl og en lille snaps til. Det gode humør fortsatte gennem den daglange rejse med tog videre op mod nord, hvor de efter planen skulle gå fra Alvdal Vestfjell til den norske nationalpark Rondande med fiskestænger bundet på deres rygsække.
De ankom sent om aftenen og kunne ikke nå at komme op i fjeldet. Teltene blev hurtigt slået op ved elven, og de gik til køjs, så de kunne være friske til næste dags strabadser i den vilde norske natur og den efterfølgende lange tur med start i Østerdalen og videre gennem vestfjeldet. Michael glædede sig!
Glæden varede dog ikke længe. Efter få timers søvn blev han vækket af en indre uro, der voksede sig til pine og siden til reelle smerter.
Det gjorde mere og mere ondt i Michaels mave. Han stod op og gik hvileløst rundt uden tegn på bedring. Han gik ned til elven, mens solen stod op over bjergtinden. Omkring klokken 5.30 måtte der ske noget.
Michael vækkede kameraten, der lå og sov i sit telt, og fortalte ham om sine smerter. Heldigvis var han ud over at være en god ven og en god vandrer også lægestuderende. Hans første indskydelse var dog, at der nok ikke var noget alvorligt galt.
Det blev desværre ikke den første lægelige fejlbedømmelse, Michael oplevede på den tur.
Situationen var alligevel slem nok til, at de to mænd besluttede at finde en rigtig seng til Michael. Der lå heldigvis et vandrehjem i den lille bygd Alvdal på bakken over elven.
Hans ven gik tilbage for at pakke deres ting, men en løstsiddende rem på en rygsæk rev voldsomt i hans finger, og han kom tilbage til vandrehjemmet med en finger på den ene hånd hængende mærkeligt. Nu havde den ene mavepine og den anden en brækket finger. Et kønt vandremakkerpar! Vennen måtte få ordnet sit problem på Tynset Sygehus 25 kilometer derfra og tog afsted.
Så lå Michael helt alene tilbage på vandrehjemmet og fik det dårligere og dårligere. En ambulance blev tilkaldt, og han blev kørt til det samme sygehus, som hans ven var taget til.
Da det var midt i sommerferien, var der ingen almindelig overlæge til at se på Michael. Så det gjorde den vikarierende og pensionerede overlæge.
Han spurgte Michael, hvad han havde lavet det seneste døgn, og han fortalte om specialeskrivning og rejsen til Norge, herunder fejringen om bord på færgen, der også indbefattede lidt til ganen. Det sidste skulle han aldrig havde sagt. Lægen tænkte lidt og konkluderede, at der måtte være tale om en ung dansker, der havde været meget stresset og bekymret på grund af specialet og havde hældt en snaps lige ned i et åbent mavesår.
Den noget diffuse Michael turde ikke sige den erfarne læge imod. Han blev sendt til akut operation, og den samme vikarlæge skar et stort snit i Michaels mave for at se ind i mavesækken.
Sygeplejerskerne tvivlede på beslutningen, men var autoritetstro over for den ældre læge og nøjedes med at rulle med øjnene og veksle blikke. De vidste godt, at en ung, frisk mand ikke får mavesår. På den måde fik Michael sit første store ar på maven.
Michael blev isoleret på grund af risiko for infektioner. Han var meget påvirket af den morfin, han fik, og svævede mellem søvn, døs og vågen tilstand.
Fra sin seng kunne han se de store fyrretræer knejse op mod den sommerblå himmel. Han kunne høre børn fra en børnehave lege i skoven over for sygehuset. Måske plukkede de multebær, tænkte han.
Her endte Michaels tid på sygehuset ikke. Lægerne frygtede, at betændelse spredtes til rygsøjlen. Det ville være alvorligt. Så alvorligt, at en ældre narkoselæge foreslog, at de bad en bøn sammen. Michaels mor var ankommet for at støtte sin søn, og sammen med lægen bad de Fadervor.
Men det var først, da der kom en yngre læge tilbage fra ferie, at Michael begyndte at tro på, at det gik den rette vej. Han var en helt anden lægetype og tegnede og forklarede, hvorfor der skulle to yderligere operationer til at få bugt med bughindebetændelse.
Det tog dog to-tre måneder for det sidste sår at hele. Michael var dog forinden blevet fløjet hjem til Danmark. Indgrebene betød, at han måtte udskyde studierne et halvt år. Men allerede næste sommer var han så meget i form igen, at han tog tilbage til fjeldet, denne gang på en gruppevandring i Jotunheimen. Det var nærmest en form for terapi at vende tilbage til det fjeld, som næsten tog livet af ham.
Hvis Michaels blindtarm var sprængt bare en dag senere oppe i fjeldet, var han ikke vendt ned derfra igen. Tanken om det fik ham samme sommer til at rejse tilbage til åstedet for at takke den yngre læge og ikke mindst den narkosesygeplejerske, der havde holdt ham i hånden, da det stod værst til. De havde knyttet et særligt bånd i løbet af de uger på sygehuset den sommer. Et bånd, der kun blev stærkere. Michael blev inviteret hjem til hende og mødte hendes mand. De har siden været hinandens kæreste venner, og Michaels børn er næsten vokset op på deres sæter. Hans datter hedder Sissel, opkaldt efter sygeplejersken.
Den sprængte blindtarm førte meget andet godt med sig. Michael lærte norsk, fik venner for livet og betragter sig selv i dag som halvt norsk.
Han blev senere inviteret til at holde dimissionstale på det lokale gymnasium, hvis lærere siden opfordrede ham til at søge det ledige rektorat. Siden organiserede han en nordisk kulturfestival, hvor det norske gymnasium og fem kommuner i regionen deltog sammen med hans daværende arbejdsplads, Lemvig Gymnasium, og en række andre nordiske kommuner. Den blev holdt fire gange i Danmark, Norge og på Færøerne.
I 1995 blev Michael udnævnt til Tynset Kommunes første æresborger. Den æresbevisning af alle, han sætter mest pris på.
De tre ar på Michaels mave minder ham hver dag om, at en stor del af den lykke, han har oplevet i sit liv, paradoksalt nok skyldes, at han var tæt på at miste det på en smuk sommermorgen ved en elv under et fjeld i Norge.