Den store fiskebuffet er en sællert

En tur til Bagenkop Kro gav skribenten lyst til røget laks – og en svingom til John Mogensen

En enkelt laks gør ikke en fiskebuffet, men denne hjemmerøgede sag er et herligt indslag i en sommermiddag med flere retter. –
En enkelt laks gør ikke en fiskebuffet, men denne hjemmerøgede sag er et herligt indslag i en sommermiddag med flere retter. – . Foto: Louise Dandanell Ørsted.

”Velkommen til Bagenkop,” siger den smilende dame i hvid T-shirt, sorte bukser og praktiske sko.

”I kommer desværre for sent til at få kage og kaffe, men klokken seks er fiskebuffeten klar,” siger hun og peger ind i den store, tomme spisesal.

Der står lange rækker af borde, og på de fleste er der et papskilt, der indikerer, at bordet er reserveret.

”I skal sidde nede ved vinduet. Her er jeres nøgler, lad mig vise jer værelserne,” siger hun og iler op ad den smalle trappe. Vi møver os prustende fremad med vores kufferter. Jeg er på tur med et hold kollegaer til Langeland, det er en kølig hverdag i juni, og vi skal overnatte på Bagenkop Kro.

Værelset er lille og lyst, dobbeltsengen fylder det meste, og der er udsigt til havnen og parkeringspladsen, der langsomt bliver fyldt.

Klokken lidt i seks går jeg gennem den tomme spisesal og ud på terrassen. Da jeg vender tilbage få minutter senere, er buffeten fyldt op, salen summer af stemmer, og der sidder mindst 50 gæster. Eller de fleste står oppe ved buffeten og skovler fiskeretter op på tallerkenen. Her er skaldyrssuppe, rejer i hvidløg, muslinger, flere slags røget laks, smørfisk, bagt fisk, spinat i en mælkesovs og meget mere.

Gæsterne er et meget fint udvalg af det grå guld. Her er et par, der holder i hånd over bordet, mens de kigger hinanden dybt i øjnene. De siger ikke meget, men en gang imellem giver de slip og spiser lidt mere. Der er tre par på tur, og de bestiller flere flasker hvidvin. Der er de tre veninder på tur, og bag ved dem sidder tre mandfolk.

Hvis vi skubbede bordene ud til siden og satte John Mogensen på, ville vi danse. Men det gør vi ikke. Vi spiser færdig, og klokken 19.30 er salen tom igen. Vi går en tur på havnen. Denne kølige sommeraften er her yndigt og stille. Klokken otte ligger jeg i min seng og hører mågeskrig. Det ville have været meget godt med en svingom til en dansktopklassiker.