Denne plante klemmer pollen fast på biers tunge

En kilometer fra min bopæl i Almindingen ligger Gamleborg, som blev anlagt på toppen af en klippeknude for godt 1000 år siden. I dag er borgen fortidsminde og et fint, solrigt naturområde, der huser en smuk plante

Svalerodens kapsler åbner sig i september, hvor frøene flyver af sted på deres hvide silkehår.
Svalerodens kapsler åbner sig i september, hvor frøene flyver af sted på deres hvide silkehår. Foto: Michael Stoltze.

Mange haveejere kender nok de farverige silkeplanter, som i stigende grad dyrkes i danske haver. Færre ved, at de dyrkede silkeplanter (Asclepias), der stammer fra Nordamerika, har en dansk slægtning med fine hvide og duftende blomster.

Den hedder svalerod og findes især på Bornholm og i Nordsjælland, men er ellers sjælden. Det er en smuk, kraftig og flerårig plante, der danner tætte, mørkegrønne bevoksninger på varme, stenede og lerede steder. På Bornholm findes den spredt i klippeterrænet og navnlig langs kyststierne.

Soldatertæge på blomstrende svalerod i juni.
Soldatertæge på blomstrende svalerod i juni. Foto: Michael Stoltze

Svaleroden blomstrer med et hav af flødehvide blomster i juni-juli. Duften opfattes som sød og behagelig af de fleste, men kan have et strejf af noget kvalmende ligesom duften af ligusterblomster. Den tiltrækker mange bier og sommerfugle, der bestøver blomsterne, som er ganske specielle: De er kødfulde med en solid griffelstøtte i midten og små, klæbrige pollenpakker, der aktivt bliver klemt ud, når der kommer et insekt forbi for at hente nektar. 

Blomsterne bevæger sig simpelthen og klemmer pollen fast på biernes tunger og sommerfuglenes snabler, og af og til ser man sommerfugle, der sidder fast og blafrer fortvivlet med vingerne i mange minutter for at få snablen fri.

En soldatertægenymfe suger næring af svalerodfrø.
En soldatertægenymfe suger næring af svalerodfrø. Foto: Michael Stoltze

Men der kommer befrugtning ud af møderne, og svalerodfamiliens frøkapsler og frø er meget karakteristiske og smukke. Frugterne ligner et par horn eller svalevinger, om man vil, og de er fyldt med brune frø, der er forsynet med snehvide, silkeglinsende hår og ordnet sirligt i to rækker omkring en midterstreng i frøkapslens indre. Når kapslerne revner i september, folder svævehårene sig ud som faldskærme, der så bliver grebet af vinden og ført ud i verden.

Hele planten er giftig, men ligesom med mange andre giftige planter i naturen er der insekter, som har lært sig at æde dem og ligefrem udnytte deres gifte. I Nordamerika er det den berømte store vandresommerfugl, monarken, der har specialiseret sig i at æde silkeplanter, så den selv bliver giftig og godt beskyttet mod insektædende fugle, som holder sig langt væk fra monarker.

En soldatertæge på svalerodens modne frugter.
En soldatertæge på svalerodens modne frugter. Foto: Michael Stoltze

Monarken lever ikke i Danmark, selvom den af og til krydser Atlanterhavet og når til Vesteuropa, men der er flere andre insekter, der har specialiseret sig i at æde svalerod hos os. På Bornholm lever den røde, sorte og hvide soldatertæge, som indtil videre ikke er fundet andre steder i Danmark. Den kan ligne de sorte og røde arter ildtæge og rød kanttæge noget, men kendes på den cirkelrunde, hvide plet på vingerne.

Med en længde på omkring 12 millimeter er soldatertægen én af de største af Danmarks cirka 80 arter af frøtæger, der har specialiseret sig i at suge olieholdig saft ud af plantefrø. Dens navn skyldes de flotte tegninger, der minder om en elegant soldateruniform, og de stærke farver er et klart signal til fugle, spidsmus og andre rovdyr om, at tægen er giftig.

Svalerodens nektar lokker perlemorsommerfugle og andre sommerfugle til, men de kan få snablerne i klemme i de lumske blomster, der kan bevæge sig.
Svalerodens nektar lokker perlemorsommerfugle og andre sommerfugle til, men de kan få snablerne i klemme i de lumske blomster, der kan bevæge sig. Foto: Michael Stoltze

Der er en stor bevoksning med tusindvis af svalerodplanter på Gamleborg, og her holder "soldaterne" fest for tiden. De æder sig fede i svalerodfrø, så de både bliver giftige og kan tåle vinteren, som de tilbringer i dvale i jordoverfladen. Til foråret kommer de frem igen, parrer sig og lægger æg i svalerodplanterne, og æggene bliver til små nymfer, der som alle tæger skifter hud omkring fem gange og gradvis når voksenstadiet.

Sådan bliver silkeplanterne på Gamleborg befolket af sine små, farverige soldater.