Der er ingen ende på Sevillas herligheder

Tag med Kristeligt Dagblad og Granada Kulturrejser på højskole ved Sevilla fra den 24. marts til den 31. marts 2017

Udgangspunktet for ugen er et skønt hotel, der ligger ved den hvide landsby Alcalá de Guadaira, kun 30 minutters kørsel fra Sevilla.
Udgangspunktet for ugen er et skønt hotel, der ligger ved den hvide landsby Alcalá de Guadaira, kun 30 minutters kørsel fra Sevilla. . Foto: Den Spanske Stats Turistbureau.

Vi byder velkommen til en højskoleuge i det dejlige Andalusien med morgensang, foredrag, udflugter og hyggeligt samvær. Udgangspunktet for ugen er et skønt hotel, der ligger ved den hvide landsby Alcalá de Guadaira, kun 30 minutters kørsel fra Sevilla. Hotellet ligger i en fredelig fyrreskov og har floden i baghaven.

Vi vil i ugens løb fordybe os i byen Sevillas spændende historie og mange attraktioner. Specielt i 1500-tallet efter opdagelsen af Amerika blomstrede Sevilla. Flere af byens imponerende kirker og monumenter vidner om denne storhedstid, hvor også malerkunsten nåede nye højder. Vi vil over flere dage se både kendte og mindre kendte lokaliteter i Andalusiens elegante hovedstad.

Vi skal naturligvis besøge domkirken, de kongelige paladser, kunstmuseet, det jødiske kvarter samt et par andre spændende kvarterer i byen. Som optakt til besøgene vil vi på hotellet give en grundig introduktion til kulturen og historien med fokus på Sevilla i 1500-tallet.

Sevilla har dog også mange andre spændende attraktioner, som ikke direkte har med Columbus og opdagelsen af Den Ny Verden at gøre. Vi skal opleve flamenco i den gamle bydel, vi skal besøge kvarteret Triana, hvor romanen ”Sigøjnerinden fra Sevilla” udspilles, vi skal nyde Plaza de España med de mange kakler, og vi skal se den kontroversielle nye skulptur i byen, Las Setas, hvorfra vi har en fantastisk udsigt – ja, der er nærmest ingen ende på Sevillas herligheder!

Vi har desuden indlagt et par spændende dagsudflugter i programmet. Vi kører mod vest til det sted, hvorfra Columbus drog ud i 1492. Vi skal her blandt andet se kopier af de oprindelige skibe og besøge klosteret La Rábida, der stadig er et fungerende kloster. Her opholdt Columbus sig i flere perioder inden den første rejse mod vest. Vi byder også på en dagsudflugt mod sydvest til Cádiz, der ligger smukt omkranset af vand til alle sider. På denne egn produceres – som det eneste sted i verden – hedvinen sherry. Derfor skal vi naturligvis besøge en vingård, høre om fremstillingen af de ædle dråber samt smage på et par vine.

Rejseledere er Pia Köllner og Henrik Kidmose. Sammen driver de bureauet Granada Kulturrejser. Gennem 15 år har Henrik Kidmose været lærer og forstander på Ry Højskole. På rejsen kombineres spansk kultur med den danske højskoletradition.

Vi kommer til at besøge Sevillas vigtigste attraktioner. På billedet ses guldtårnet.
Vi kommer til at besøge Sevillas vigtigste attraktioner. På billedet ses guldtårnet. Foto: Den Spanske Stats Turistbureau