Der er kun én dansk fugleart, som Søren Ryge Petersen ikke bryder sig om

Kragen er den eneste af vore 300 danske fuglearter, Søren Ryge Petersen tænker dårligt om. Men ravnen elsker han, selvom den er lige så slem

Der er kun én dansk fugleart, som Søren Ryge Petersen ikke bryder sig om
Foto: Søren Ryge Petersen.

Den 27. oktober var det søster Johannes fødselsdag, og igen besøgte vi hende dernede i Dyreborg ved Svendborg. Da solen gik ned, sagde hun, at vi skulle gå udenfor, og da så og hørte vi det: Tusinder af råger og alliker kom flyvende fra alle retninger og fyldte himlen, mens de skreg deres velkendte lyde. De fløj ikke i én retning, men frem og tilbage, op og ned, småflokke, storflokke, men aldrig tæt sammen som stærene. Det var vildt flot at kigge på, og efter 10-15 minutter var de færdige med aftenlegen og trak indad over skoven. De sætter sig et bestemt sted, sagde Johanne, så træerne bliver sorte af råger og alliker. Samme sted hver aften og nat. De leger kun om aftenen. Ligesom vi gjorde som børn, inden det blev mørkt, og vi skulle ind og spise aftensmad.

Det samme kan ses andre steder i landet, for alle vore 200.000 råger og lige så mange alliker samles i vinterhalvåret på bestemte steder til fælles overnatning, ofte 5000-10.000 i fælles flok. Om dagen spredes de over et stort område for at finde føde, især på markerne, men i de lange nætter vil de være sammen. Det må handle om tryghed.

Jeg har dem ikke i nærheden p.t. Jo, for 10 år siden begik jeg den dumhed at lave en pæl med 10 store allikekasser – dobbelt så store som stærekasser. Ren fuglehygge, som jeg ikke kan få nok af. Jeg satte dem op midt i min udsigt, og allikerne fandt dem omgående og ynglede på livet løs, ret underholdende. Indtil jeg fandt ud af, at de også havde snuppet mine tårnfalkekasser og uglekasser. De fyldte dem med pinde, for sådan gør alliker, når de bygger rede, spørg skorstensfejerne, og så flyttede tårnfalken og natuglen, hvilket ikke var meningen. Slut med alliker hos mig.

Men jeg har krager. Alle har krager. Dem er der 300.000 af lige nu, spredt over hele landet, og hvis jeg skal være ærlig, bryder jeg mig ikke om krager. De er jo overalt på markerne, hver dag, hele året, på evig jagt efter føde. Og jeg ved, at forår og sommer æder de fugleæg og -unger i stor stil. At mine elskede viber næsten ikke får unger på vingerne, fordi kragerne tager dem.

Derfor er kragen den eneste af vore 300 danske fuglearter, jeg tænker dårligt om, og at skyde dem er helt til grin, for de kan kende en jæger og et gevær på en kilometers afstand. Kragejagt anses for noget af det sværeste af al jagt. Måske er det derfor, at nogen af jægerne er bidt af det og laver kunstfærdige skjul og lokkefugle (ugler) og sidder i timevis og venter og fryser for at skyde en krage eller to. Der skydes i alt cirka 75.000 krager om året, og det påvirker ikke ynglebestanden, der har været stabil i mange år. Jeg har kun skudt én krage i mit liv, og det var i England.

Men ravnene elsker jeg. Det er lidt mærkeligt og uforklarligt, for den er jo lige så slem som kragerne. Æder alt, den kommer i nærheden af, levende eller dødt. Men den er jo flot, den har en god lyd, og Odin havde to tamme ravne, Hugin og Munin, der fløj ud i verden og bragte nyheder hjem til ham. Det troede jeg på, da jeg var barn, og et eller andet sted i drengehjertet gør jeg det stadig. Desuden har den næsten været udryddet i Danmark, men nu har den fået fred, og der er flere tusinde ravne i Danmark.

Et par af dem yngler i fyrreskoven 500 meter mod nord. Jeg ved det, fordi jeg ser og hører dem året rundt, og om sommeren er det både far, mor og børn, der på gode blæsedage leger i vinden over skoven, mens de synger deres dybe, let hæse ork-ork, klonk-klonk.

Det siges, at de også har fælles overnatning. Jeg tror på det, for om vinteren fodrer jeg dem, og det er atter ren og skær fuglehygge. Jeg får nogle kohoveder hos en venlig slagter og lægger dem ud på min mark 100 meter fra huset. Så kommer musvåger, glenter, krager og ravne omgående og æder, og jeg sidder med kikkerten i timevis. Den første dag kommer der tre-fire, mine egne. Dagen efter var der 10. Dagen efter igen 20. Ornitologer påstår, at det skyldes den fælles overnatning. For når mine ravne ankommer til deres shelter, er de så fyldte med kohoved-ragout, at de næsten ikke kan flyve. Det bemærker de andre, og næste morgen flyver de i samlet flok til Søren Ryges mark. God historie, selvom den aldrig kan bevises.

Jeg kunne skrive en hel afhandling om fuglenes adfærd derude ved kohovederne, og i dag, onsdag den 16. november, kom den længe ventede finale: Klokken 13.05 landede en havørn derude, 100 meter fra mit skrivebord. Det er større end at vinde VM i fodbold.