Prøv avisen
Liv i sproget

Sprogklummen: Derfor griber man i egen barm

Udtrykket "at gribe i egen barm" har sin oprindelse i Anden Mosebog Foto: Andrea Izzotti/Shutterstock/Ritzau Scanpix

I dag kan man erkende egne fejl med en vending, der går helt tilbage til Moses og egentlig ikke henviser til en bestemt kropsdel

En barm er i vor tids sprogbrug en kvindes bryster eller brystparti. Så talemåden at gribe i (sin) egen barm er vel betænkelig at bruge i disse tider, hvor den internationale bevægelse Metoo ruller på alverdens internet? Bevægelsen anklager mænd, navngivne mænd, for at udøve seksuel chikane. Så det er heldigt, at talemåden er at gribe i egen barm.

Talemåden at gribe i egen barm betyder, at man bør erkende egne fejl, inden man påtaler andres. Det er i grunden en sær formulering, for hvorfor skal man gribe sig der?

Udtrykket har et udgangspunkt i Bibelen, 2. Mosebog, 4,6-7, som på latin kaldes ”Exodus” og rummer den dramatiske fortælling om israelitternes udvandring fra Egypten under Moses. I ældre oversættelser hed det: ”Herren sagde … til ham [Moses]: stik nu din Haand i din Barm … Han stak igjen sin Haand i sin Barm; og han drog den ud af sin Barm.” Da Moses trækker hånden ud igen, er den blevet spedalsk. Anden gang, Herren befaler ham at stikke hånden i sin barm, er den kureret igen. Herren viser således sin magt med dette tegn, der kalder på ubetinget tro.

I oversættelsen fra 1995 hedder det ikke længere ”i sin Barm”, men: ”Derpå sagde herren til ham: ’Stik din hånd ind på brystet!’” Her sker noget interessant, for i den moderne version er det ind brystet, mens det i den ældre er i barmen. Skulle en metoo-kvinde anklage en mand, ville hun næppe anklage ham for at sætte hånden i barmen, men måske nok på barmen.

Denne forvirring skyldes, at ordet barmen har skiftet betydning! Ordet er udviklet af det oldnordiske baðmr, der er af samme rod som det moderne verbum at bære. Egentlig betyder barm det, hvori man bærer noget, så det har oprindeligt henvist til maven, hvor i det ufødte barn blev båret. På græsk hedder en bærekurv phormós, mens et foster hedder phérma. Det er ord, der ligger tæt på hinanden, noget der bæres eller bærer, og det er såmænd disse græske ord, der ligger bag det oldnordiske nævnt ovenfor.

På jysk dialekt, for nu at bringe flere verdenssprog i spil (!!) kan man blive bedt om at hente en borm hø, hvad jeg personligt har gjort mange gange i mine drengeår. En borm er en byrde, og så meget, man kan bære, i favnen. Det er såmænd det samme ord som den græske kurv og for det ufødte barn, der bæres.

Det bliver sjovere endnu. Traditionelt og stadig i faste vendinger betød barm ikke brystet og da slet ikke kvindens. Det henviste derimod til det rum, som var mellem brystet og klæderne. Her bar og gemte man som regel ting og værdigenstande, så når Moses beordres at stikke hånden i barmen, er det ind i denne lomme. Det er denne barm, Moses griber i, når han skal adlyde Herren og altså denne lomme eller disse folder i klæderne, der henvises til i formuleringen at gribe i egen barm.

Hvordan er denne barm blevet kvindelige attributter? Forklaringen er måske, at brystet i romantikken blev betragtet som bærer af sjælen og følelserne. Brystet blev desuden dels et centralt symbol dels for moderskab, for barnet hviler ved moders bryst. Dels sker der en seksualisering af kvindekroppen ved indgangen til det 20. århundrede. Brystet, forstået som brysterne, bliver attributter for en moderne kvindelighed og seksualitet. Barmen bliver synonym med og bærer af denne moderne kvindelighed. Så milde Moses! Man(d) må gribe i egen barm.