Derfor vil vi gerne skræmmes

De fleste nyder et godt gys, typisk på film eller i forlystelsesparker. Men hvorfor egentlig? Det handler især om hjernekemi

For virkelig at nyde en skræmmende situation er vi nødt til at vide, at vi er i et sikkert miljø, det gælder for eksempel, når vi ser gyserfilm, som her den danske gyser ”Mørkeleg”. –
For virkelig at nyde en skræmmende situation er vi nødt til at vide, at vi er i et sikkert miljø, det gælder for eksempel, når vi ser gyserfilm, som her den danske gyser ”Mørkeleg”. –. Foto: Henrik Petit/.

Frygt er vores naturlige overlevelsesinstinkt, der aktiveres, når vi oplever noget farligt eller truende. Altså en følelse, vi helst ikke skulle møde særligt ofte. Men mange søger den alligevel helt frivilligt gennem faldskærmsudspring, uhyggelige film, eller hvad vi nu kan finde på. For nylig fejrede vi ligefrem uhyggen gennem halloween.

Hvorfor det er sådan, handler i høj grad om kemi. Det er frigivelsen af hormonet adrenalin, som mange oplever som en god følelse, i hvert fald når den aftager. Mange nyder også skræmmende oplevelser, fordi det efterlader dem med øget selvtillid, når oplevelsen er overstået.

LÆS OGSÅ: Kunsten at tæmme en tiger

Men gyset er ikke for alle, understreger dr. Margee Kerr fra Robert Morris University i USA, som betegnes som én af verdens meget få egentlige eksperter i uhygge og forskrækkelse. Hun peger blandt andet på ny forskning fra David Zald, en amerikansk lektor i psykologi. Det er velkendt, at et af de primære hormoner, der bliver udløst af frygt, er dopamin et stof knyttet til følelsen af velvære men hans forskning har påvist, at vi reagerer forskelligt på dopamin. For nogle kan en forskrækkelse derfor opleves som ekstremt dejligt og nærmest afhængighedsskabende, fordi de mangler bremser i forhold til, hvor meget dopamin hjernen optager. For andre overdøves velværen derimod af andre følelser. Den kemiske proces, en forskrækkelse sætter i gang, kan nemlig også virke som lim, der får en dårlig oplevelse til at sætte sig fast i hukommelsen, så den bliver et traume, forklarer Margee Kerr til det amerikanske magasin The Atlantic:

For virkelig at nyde en skræmmende situation er vi nødt til at vide, at vi er i et sikkert miljø. Det hele handler om at få udløst den ret fantastiske kæmp eller flygtreaktion, som ligger dybt i os, og som udløser en strøm af adrenalin, endorfiner og dopamin. Processen sker lynhurtigt, og det er utroligt at se, hvordan folk næsten altid begynder at grine eller smile lige efter, de er blevet forskrækkede, siger hun.

Vores forhold til frygt er blevet studeret nøje gennem mange år, og herfra ved man, at frygt i høj grad også er kulturelt bestemt og derfor varierer geografisk og over tid. For vi kan i praksis blive bange for hvad som helst. I et berømt og berygtet forsøg fra 1920erne gjorde forskere den lille dreng Albert rædselsslagen for hvide kaniner blot for at se, om frygt kunne tillæres. På samme måde har hver kultur sit eget monsterikon.

Alp-figurerne er tyske mareridtsmonstre, en Chupacabra hører Sydamerika til, og en Yokai er et overnaturligt uhyre fra den japanske folklore. De har dog det til fælles, at de strider mod almindelige naturlove på den ene eller anden måde, og frygten består i høj grad i, at det er noget, vi ikke helt kan forstå, forklarer Margee Kerr.

At vi alligevel er tiltrukket af det skræmmende, kan ses ved, at vi har skræmt hinanden lige siden menneskehedens begyndelse. Af mange forskellige grunde: for at styrke sammenholdet, for at forberede børnene til det virkelige liv og for at kontrollere adfærd. De seneste par århundreder har det dog mest være for sjov. Typisk i form af rutsjebaner (siden 1600-tallet!), spøgelseshistorier og egentlige shows, huse og museer, der dyrker gyset.

Gyset er blevet en industri, siger Margee Kerr.