Det almindelige bagerdømme

Vi er alle bagere, der kan lave smørcroissanter og wienerbrød. Med en lille indsats kan vi lave de mest fantastiske smørcroissanter

Smørbagte croissanter smager skønt en kold og mørk vintermorgen.
Smørbagte croissanter smager skønt en kold og mørk vintermorgen. . Foto: Iris.

I den lutherske kirke er der et begreb, der hedder det almindelige præstedømme.

Præsten er ikke den eneste, der har forbindelse til Gud. Vi er alle præster. Men af praktiske grunde er det meget smart at udnævne en person til at varetage arbejdet som præst.

Mange går rundt og bilder sig ind, at de eneste, der kan lave wienerbrød og tebirkes og croissanter, er bagerne. Men vi er alle bagere. Med en lille smule indsats kan vi lave de mest fantastiske smørcroissanter. Og kan man lave smørcroissanter, kan man også lave wienerbrød. I de fleste madopskrifter kan vi læse, at opskriften er hurtig og let.

Det er, som om det vigtigste ved mad er, at det kan tilberedes på et øjeblik. Men mad må godt indimellem være ligesom kærligheden og livet: besværlig, indviklet og tidskrævende. Og alligevel umagen værd.

Det krævede nogle studier på internettet at tilberede dejen til croissanter. Det, der er indviklet ved dejen, er ikke at tilberede den. Men at beskrive, hvordan man tilbereder den. Derfor anbefaler jeg alle, der vil prøve opskriften, først at se nogle klip på YouTube af folk, der tilbereder deres croissant- eller wienerbrødsdej. Her kommer opskriften på croissanter til mørke vintermorgener.