Mens Tour de France i dag løber - eller cykler - af stablen i København, er der på Fyn bogstaveligt talt stilhed før stormen. Byen har længe været på den anden ende og varmet op til morgendagens finale, der forhåbentlig bliver en hæsblæsende en af slagsen. Rytterne skal nemlig krydse Storebæltsbroen kort før målstregen i Nyborg - en både historisk og spektakulær afslutning, bestilt af den franske løbsdirektør selv.
Cykelsportens største løb, Tour de France, afvikler i år de første tre etaper i Danmark. Det er 24. gang i historien, at løbsarrangørerne vælger at lægge de første etaper uden for Frankrigs grænser. Mens løbet i dag skydes i gang i København, så er Anette Leisner sammen med resten af nyborgenserne klar til at være værter for den enorme sportsbegivenhed.
“Etapens finale i Nyborg er selvfølgelig klimakset, men cykelfesten har været i gang længe. Vi har redet på en gul (Tour de Frances signaturfarve, red.) bølge, hvor både små børn, unge, voksne og ældre har deltaget. For mig er rammerne og stemningen lige så vigtig som selve finalen,” siger Anette Leisner, der er bestyrelsesmedlem i Nyborg Cykle Klub og uadskillelig fra sin mountainbike.
På den kørte hun forleden Tour de Storebælt, der sammen med events som BørneTour, koncerter og byvandringer har været en del af den månedlange optakt. Byen har endda indviet et gult Tour de France-monument centralt i byen.
“Vi har et motto om, at vi skal åbne byporten og være gode værter, når en af verdens største sportsbegivenheder lander i vores lille provinsby,” siger Anette Leisner.
Selvom man i Nyborg virkelig har grebet værtsrollen, så var den oprindelige ide faktisk at køre forbi Nyborg og ende etapen i Odense, der som blandt andet H.C. Andersens fødeby ville være et stort kulturelt aktiv. Det var selveste løbsdirektøren for Tour de France, Christian Prudhomme, der ønskede en afslutning i Nyborg. Det forklarer Alex Pedersen, talsmanden for organisationen Grand Depart København, der står for den danske Tour de France-start.
“Vi har ikke høje bjerge i Danmark, men vi har vind, og den kan på Storebæltsbroen få stor indflydelse. Derfor var det et ønske fra arrangørerne at lægge målstregen så tæt på broen som muligt,” siger tidligere cykelrytter Alex Pedersen, der beskriver etapeafslutningen som unik og hele begivenheden som et udstillingsvindue, der med Nyborg i centrum kan fordre en lokal stolthed.
Det er netop en stolt Anette Leisner, der i morgen står klar sammen med andre medlemmer af Nyborg Cykle klub og sælger pølser og vin. Hermed fortsætter hun det store foreningsarbejde, som er pågået i flere uger, og hun må derfor se rytterne køre over stregen på en skærm fra standen. Den 60-årige cykelentusiast følger hvert år det franske løb, og hun er spændt på, hvordan Nyborg kommer til at fremstå for de mange millioner af seere verden over.
“Jeg glæder mig meget til også at se Danmark fra luften, og hvordan vi tager os ud. Mit vigtigste fokus er at vise, hvordan Nyborg har forberedt sig. Det bliver en gul fest.”