Det ene ærme må godt være længere end det andet: ”Crazy strik” er et opgør med perfekthedskulturen

En ny strikkebølge giver plads til pangfarver og spraglede kombinationer, mens fejl omfavnes som en del af designet. Det er en hyldest til det uperfekte, som er oppe i tiden, mener ekspert

Strikkedesigner Lærke Bagger, som har 143.000 følgere på Instagram, er en stor inspiration for dem, der giver sig i kast med den uperfekte strikketrend. Niels Ahlmann Olesen. Ritzau Scanpix/Berlingske
Strikkedesigner Lærke Bagger, som har 143.000 følgere på Instagram, er en stor inspiration for dem, der giver sig i kast med den uperfekte strikketrend. Niels Ahlmann Olesen. Ritzau Scanpix/Berlingske.

Da coronapandemien lukkede landet, begyndte flere på nye hobbyer eller på at samle gamle sysler op igen. Mange begyndte eksempelvis at strikke, og det allerede igangværende strikkeboom tog for alvor fart, hvilket har kunnet spores på salget af garn.

En ny tendens inden for den voksende strikkeverden er leg og spraglede farver, der giver plads til nye strikkere, der måske ellers afskrækkes af perfekt opslåede masker og stilrene udtryk.

Den nye strømning, som livsstilsekspert Christine Feldthaus kalder for ”crazy strik”, danner ramme om et nyt strikkefælleskab, der viser sig på sociale medier, hvor brugere deler deres værker og inspirerer hinanden. De finder desuden gode råd hos strikkedesigner Lærke Bagger, som har 143.000 følgere på Instagram. Hun har skrevet bogen ”Strik”, der netop hylder det uperfekte. Bagger opfordrer til at bruge restegarner, som tillader at binde knuder frem for at hæfte, og som ser stort på, om der for eksempel er 40 masker på det ene ærme og 42 på det andet. Budskabet er, at der ingen regler er. Fejl indgår som en del af designet, og udtrykket er mere spraglet og farverigt. De nye teknikker adskiller sig fra det traditonelle mere rene udtryk i strik, og hvor man ofte vælger at arbejde med en eller to farver.

36-årige Sofie Nygaard fra Nordjylland, som har hæklet en del år, er ny i strikkefaget. Hun følte sig ikke niveaumæssigt klar til at lave mønsterstrik og valgte derfor den anderledes tilgang:

”Jeg bliver glad af farver og mønstre, og i en tid hvor corona fylder, er det rart med lidt farve på tilværelsen. Det er svært at lave mønstre i strik, medmindre man laver decideret mønsterstrik, men her bruger man forskellige garntyper i et hav af farver. Det er en måde at lave mønstre på uden at lave mønsterstrik. Der er ikke noget, som er forkert, og derfor er det noget for lidt uerfarne folk som mig. Det perfekte ligger i det uperfekte, og det er meget befriende,” fortæller hun.

Frederikke Kjærgaard Stæhr, som arbejder i designafdelingen hos online garnvirksomheden Hobbii, har testet opskrifter for Lærke Bagger. Hun mener, at disse teknikker rammer et nyt segment, fordi man netop ikke kan se, hvis man strikker ujævnt eller laver begynderfejl, da det bliver en del af designet:

”Når man kigger rundt på strikkeprofiler på sociale medier som Instagram, så ser det hele så flot ud. Det ligner nærmest købestrik, fordi folk er så dygtige. Derfor kan det godt være intimiderende for nye strikkere at kaste sig ud i. Men så kommer den her lidt skøre, vilde designer og siger ’ro på, gør hvad du har lyst til’. Det er der mange, som synes er dejligt befriende, tror jeg. De vil gerne lege lidt mere, og når man sidder med restegarner, er det lidt ligesom at male med det,” fortæller Frederikke Kjærgaard Stæhr.

Christine Feldthaus er aktuel som vært på arrangementet ”Strik og drik”, som hun holder sammen med netop Lærke Bagger på forskellige teatre rundt i landet. Hun mener, at den nye strikkebølge er et udtryk for et mere generelt opgør med den perfekthedskultur, der i særdeleshed præger landets unge:

”Jeg kan mærke, at der er en kamp blandt især unge mennesker i øjeblikket, der trænger til at stå af ræset. Det uperfekte strik peger enormt godt ind i den tidsalder, vi lever i lige nu, hvor perfekthedskulturen fordrer, at man skal være velforberedt, få 12-taller og blive færdig med studiet på rekordtid. Her kan man få et frirum og sætte sin hat, som man vil, uden at være så optaget af at være perfekt hele tiden. Nu bliver det nærmest et personligt statement, at jo frækkere du er i valget af garn, farver og knuder, jo federe er det,” siger hun.

Livsstilseksperten forudser, at det er en bølge, vi kun lige har set toppen af:

”Der er mange, som har fundet ud af, at den pille, der ligger i at strikke, gør, at man får ro i hjernen. Den nærmest meditative tilstand, man kan komme i, er der brug for i vores tid. Det er en slags selvhjælpsbud på, hvordan man kan dæmpe sin rastløshed.”