Frikadeller med kartofler og persillesovs, for det eneste andet, journalisten kunne finde ud af som tilbehør var pasta og ketchup. Og dét ville nok ikke helt have været i morfars ånd. Foto: Privatfoto.
Min morfar og mormor havde syv børnebørn plus det løse, og i dag sætter vi os aldrig sammen til jul, påske eller mortensaften uden at tale om mormors karrysild og morfars frikadeller.
Det er 14 år siden, vores morfar døde, og fire år siden, at mormor fulgte efter. Men hver gang en af os laver frikadellefars og lader den trække i ”to Tuborgs tid” som instrueret, så er det lidt, som om de gamle kigger forbi.
Det er det samme, der sker, når min storebror forsøger at lave mad efter den håndskrevne opskrift, mormor engang har givet ham, og han ringer til mig og bander over, at der i hjørnet står:
”Hvis du er i tvivl, så ringer du bare.”
Artiklen fortsætter under annoncen
For hvordan har mormor måske tænkt sig, vi skal ringe til hende og få råd der, hvor hun er nu? ”Gamle fjols,” siger min bror så om hende og skynder sig at grine. For vi skal ikke blive for følelsesladede. Men når vi lægger røret på, hænger gammel familiær kærlighed ved, så han navngiver sin datter efter mormor, og vi glæder os over alt det, vi fik med – opskrifter såvel som minder.
I dag er det morfars fødselsdag, og jeg skal have frikadeller til aftensmad. Fremgangsmåden er overleveret af skribentens fætter, Rasmus Nilsson, der fik den af deres morfar. Og farsen skal trække i den tid, det tager at drikke to Tuborg. Skål! Og velbekomme!
Journalistens mormor og morfar, Vita og Børge Nilsson, dansende til deres sølvbryllup i 1983.
Foto: Privafoto
