”Det er en tragedie”: Læsere reagerer på truslen mod landets fine, gamle elevatorer

Flere læsere har reageret på en tidligere artikel om gamle æstetiske elevatorer

”Det er en tragedie” skrev Andreas Lauritzen om denne vanærende behandling af hans gamle elevator. (til venstre) Mens Alice Pedersens fine, gamle elevator på Frederiksberg har overlevet indtil videre. (til højre)
Fotografer: de to bidragydere.
”Det er en tragedie” skrev Andreas Lauritzen om denne vanærende behandling af hans gamle elevator. (til venstre) Mens Alice Pedersens fine, gamle elevator på Frederiksberg har overlevet indtil videre. (til højre) Fotografer: de to bidragydere. Foto: Privatfotos.

”Samme dag, som jeg læste din bagside om de københavnske elevatorer, så blev de færdige i vores ejendom med denne æstetiske vanære. Det er en tragedie.”

Sådan skrev en af Kristelig Dagblads læsere, Andreas Lauritzen, efter min seneste klumme om gamle elevatorer, der kan være i fare. Læseren sendte samtidig et bekymrende foto med sin henvendelse. Her til sammenligning med en tilsvarende elevator fra Frederiksberg, som heldigvis indtil videre har overlevet mulig truende vandalisme.

Men der er begrundet frygt for, at elevatoren på Frederiksberg, ligesom mange andre fine gamle elevatorer, kommer til at lide samme skæbne. For Arbejdstilsynet og Slots- og Kulturstyrelsen er ikke gode til at arbejde sammen. Arbejdstilsynet vægter med andre ord sikkerhed før æstetiske hensyn. I stedet for både-og.

Selvfølgelig skal sikkerheden være i højsædet, men hvem siger, at der ikke kan tages begge hensyn samtidig i stedet for at havne i disse uskønne, rigide løsninger? Der findes nemlig andre løsninger, viser det sig.

Glarmesterlauget i Danmark byder på gode løsninger med glas, spørg dem bare. Og et glasfirma, Glasfakta, under Glasindustrien, skrev til mig og Bagsiden med mulige løsninger. Det skulle være muligt ikke at vanære og vandalisere, hvis ellers der er vilje og forstand. Hvor der er det, er der som regel vej.

Det var Alice Pedersen fra Frederiksberg, der i første omgang over for mig luftede sin bekymring for sin fine gamle elevator, og hun arbejder nu seriøst på at starte en Facebook-gruppe om emnet. Samtidig venter mange spændt på, hvilket svar folketingsmedlem Ole Birk Olesen (LA) får fra beskæftigelsesministeren. Olesen har nemlig i minister-spørgeform udtrykt bekymring over netop udviklingen med de gamle elevatorer rundtomkring i landet.

Sidst, men ikke mindst, skrev endnu en læser, Tapio Juhl:

”Tak for dine altid fine refleksioner. Hver gang jeg går ind i en elevator, læser jeg altid inspektionsattesten fra DANMARK, opsat med fire rustfrie skruer bag en plexiplade i elevatoren: ’Der er gennemført periodisk inspektion i henhold til bekendtgørelse 461/2016, paragraf 34, og anlægget overholder gældende regler’, altid efterfulgt og understreget med en flot underskrift,” skriver Juhl og fortsætter:

”Da jeg i 1950’erne var læredreng hos installatør H. Overbeck i Kolding, foretog jeg med en udlært svend også ’periodiske tilsyn’ med ’faldprøver på egnens elevatorer’.”

Og så følger en lang beskrivelse af faldprøver, der skulle sikre, at den altså var god nok.

Skulle den øvelse ikke også være god nok nu om dage? Kunne dette måske ikke inspirere de vanskeligt samarbejdende instanser, Arbejdstilsynet og Slots- og Kulturstyrelsen? Man har vel lov til både at håbe og bede til det?”