Ny tegner på Bagsiden: Det er i de små detaljer, man griner ad verden

Talende dyr kan afsløre, hvor mærkelige vi mennesker er, siger den svenske skaber af Carpe Diem, Niklas Eriksson

Den svenske tegner Niklas Eriksson i sit hjem i Umeå. – Privatfoto.
Den svenske tegner Niklas Eriksson i sit hjem i Umeå. – Privatfoto.

Hvad kan tegneserien, som adskiller sig fra andre fortællegenrer?

”Det er et svært spørgsmål, men det handler om rytmen i tegneserien, som er noget særligt. Det går oftest ikke at genfortælle en tegning med ord. Kombinationen af tekst og billeder i det faste rudeformat med kun ét billede pr. stribe, som jeg arbejder med, har sin egen styrke. Det bliver mere direkte og lettilgængeligt.”

Hvad vil du gerne fortælle om verden, mennesker og samfund i Carpe Diem?

”Carpe Diemkan jo handle om det meste, fra vikinger til robotter på Mars – der findes nok ikke noget gennemgående budskab, men striberne vil formentlig vise de små, absurde – og forhåbentlig sjove – detaljer eller vinkler, som gør, at man trods alt kan grine ad den her verden.”

Hvad sker der, når man giver hunde og andre dyr stemmer?

”Jeg er en stor hundeelsker, og det er noget med deres ufiltrerede ærlighed, som gør, at de passer godt til at belyse, hvor mærkelige vi mennesker faktisk er. Derfor er talende hunde og andre dyr et almindeligt indslag i serien.”

Hvad bliver du inspireret af?

”Inspiration kommer nok fra det meste i mit liv, men jeg forsøger også at inddrage den nye teknologi – selvkørende biler, 3D-printere, kolonisering af Mars og sociale medier. Det er også inspirerende, ud over hunde.”

Hvem er dine store tegneseriehelte?

”Gary Larson, der skabte ’Langt Ude’, er nok mit største idol. ’Asterix’ og ’Lucky Luke’ er også helte, og nok også særskilt fængselshunden Ratata.”

Hvad giver dig ro og glæde?

”Min familie, mine børn på 8 og 10 år, friluftsliv. Jeg er soldat i det svenske hjemmeværn, som er en organisation, der er meget vigtig, og som er et godt frirum fra mit virke som tegner.”