Postmand Kim: Det er ikke atomfysik, men det er meningsfuldt

Kim Berggren har uddelt post i 25 år og lægger en ære i at gøre sit arbejde ordentligt. Han er taknemmelig for den frihed og tid, arbejdet giver ham

Selvfølgelig er det ikke særlig sjovt at være postbud, når det bare står ned i stænger. Men det er heldigvis ikke mange dage, der er sådan, siger Kim Berggren, der netop er taget ud på rute 402 i Hillerød. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.
Selvfølgelig er det ikke særlig sjovt at være postbud, når det bare står ned i stænger. Men det er heldigvis ikke mange dage, der er sådan, siger Kim Berggren, der netop er taget ud på rute 402 i Hillerød. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

”Den her postkasse er proppet så meget, at lågen er åben og fyldt med reklamer. Jeg mener, reglen er, at det må kun være beboeren selv, der har adgang til sin post,” siger 55-årige Kim Berggren og griber sin kuglepen, der selvfølgelig sidder i brystlommen, hvor den har sin faste plads.

Han skriver et to-tal på brevene, der ikke var plads til i den fyldte postkasse og lægger dem sirligt på plads i en af kasserne på postcyklen. To-tallet er kode for, at brevet ikke kan afleveres. Ingen breve, magasiner eller små ”Kina-pakker” bliver overset eller sløset ind ad en brevsprække, når Kim Berggren er på arbejde.

Det er perfekt vejr til at cykle fra postkasse til postkasse: Månen er stadig fremme, himlen er blå og morgensolens stråler varmer kinderne, når den rammer ansigtet. Men det erfarne postbud har alligevel pakket regntøjet med. Kim Berggren har arbejdet som postbud i Hillerød og omegn i 25 år, så både koder og de mange ruter, han kører, sidder på rygraden. Kristeligt Dagblad cyklede med ham på rute 402.

”Som jeg plejer at sige til de unge mennesker, jeg lærer op: Det er ikke atomfysik, du arbejder med, men du skal kunne nogle rutiner, og du skal kunne dem hurtigt.”

Når rutinerne er indlært, er der meget, de unge kan få ud af at arbejde med post i noget tid, mener det 55-årige postbud. De får en mulighed for at få noget ro til at tænke over, hvad de egentlig har lyst til at bruge deres liv på. Samtidig får de noget frisk luft, disciplin og et indblik i et unikt kollega-fællesskab.

Kim Berggren ser nemlig sine kollegaer som venner, som man både kan pingponge med og snakke om alvorlige ting. Flere af post-kollegerne har ligesom ham selv nemlig mange år i postuniformen bag sig. De sms’er i løbet af dagen, og især venskabet med Krosland, som Kim kalder kollegaen Niels Krosland, er noget ganske særligt.

”Skal du ikke arbejde lidt mere og snakke lidt mindre?” siger Krosland med et smil, da Kim og journalisten fra Kristeligt Dagblad cykler forbi ham ved en opgang i Hillerød centrum på vej ud til første postkasse på ruten. Krosland kom hurtigere ud ad døren i morges med sin tætpakkede postcykel, hvilket ikke må gå ubemærket hen.

Både Kim Berggrens datter, søn og svigersøn arbejder lige nu i posten i Hillerød. Arbejdet som post-sorterer har især hjulpet Kims søn, der var i gang med at blive kandidat som IT-ingeniør, men kørte fuldstændig sur i det og havde brug for at komme hjem og få noget ro.

”Mine børn har igennem deres opvækst set, at jeg har haft tid til at hente og være sammen med dem. De har set, at det kan lade sig gøre at have et arbejde, hvor der er plads til fritid. Samtidig er det et fravalg: For hvis du vil gøre karriere og dermed tjene flere penge, så kræver det, at du investerer meget i det. Men jeg tror, de får nemmere ved at tage sådan et valg ved at arbejde her et stykke tid,” siger han.

Det var også af hensyn til familien, at Kim Berggren i 1995 valgte at blive postbud. Inden det arbejdede han fra klokken 10-20 i Magasin i en sportsforretning og havde uddannet sig som søfragtsspeditør. Han ville have tid til at være sammen med sin familie. I dag er han glad for det valg og har ikke haft lyst til at skifte spor.

”Jeg har altid haft den filosofi, at du skal være glad 9 ud af 10 gange, du står op. Er man ikke det, skal man lave noget andet,” siger han og lægger vægt på den store grad af frihed, som jobbet indebærer, til at forklare, hvorfor han stadig nyder at omdele post.

For arbejdet og virksomheden har ændret sig meget – bare i den tid, Kim Berggren har været i PostNord. Engang hed det Post Danmark, uniformen var rød og gul, der var langt flere breve og mere tid til hyggesnak.

”Vi skal jo stadig levere det, der skal leveres, inden for nogle rammer. Vejene er de samme, og jeg nyder stadig selskabet blandt de velkendte villaer og rækkehuse,” siger han og leder efter sin drikkedunk, som er vigtig, når arbejdet er så fysisk krævende.

Engang var arbejdet mere krævende, for i dag bliver postbudene hjulpet op i fart på cykelstierne af en elmotor. Den larmer lidt, og flere hunde gøer, når han kommer susende forbi.

Hyggesnakken med beboerne ude på ruterne, savner Kim Berggren ikke, da han synes, der skal mere fart over feltet end at sidde og drikke kaffe og ’snakke om ingenting’, som han siger. Men hyggesnakken med kollegerne betyder meget for jubilæumspostbuddet, og ’i gamle dage’ skulle postomdelerne selv sortere posten, når de mødte ind, og her var der plads til snak og pingpong.

I dag er posten sorteret i forvejen, og omdelerne skal så at sige bare ud ad døren med det samme.

Så Kim Berggren og de andre cykelbude møder hver dag klokken 7.15, så de kan nå at drikke en kop kaffe og vedligeholde det venskabelige forhold. Det er med til at holde Kim Berggren i den nu turkisblå uniform, så han kan sørge for, at posten, i hvert fald i Hillerød, bliver leveret lige præcis, som den skal.

”Og når jeg har fri – har jeg fri. Jeg skal ikke tjekke mails eller forberede noget. Så jeg siger til mig selv hver dag, at jeg nok har et meget godt liv,” siger han.