Det lød måske lidt som en brandalarm, der er ved at løbe tør for batterier. Bare mere langstrakt, i et skrig. Igen og igen og igen, ude fra haven. Ungerne kunne det ikke være, de var for længst puttet.
Var det én af de store kyllinger, der havde forvildet sig ud af indhegningen og var blevet skadet?
”Ej, der er altså noget, der ligger og er ved at dø et sted,” sagde min mand og rejste sig fra sofaen for at se efter.
Et par minutter senere kom han galopperende ind igen, fuldstændig oplyst i ansigtet.
”Det er en ugleunge!”
Og ganske rigtigt, i hegnet sad en stor, grå fjerbold og kaldte på sin mor. Vi listede helt tæt hen under træet, hvor den sad, og først, da vi nærmest stod lodret under den, flaksede den op og fløj tung i bagdelen over i mirabelletræet overfor.
Vi gik ind og slog op i fuglebogen og fandt ud af, at det sandsynligvis er skovhornuglen, der holder til heromkring.
Kaldet er en smart funktion, der gør uglemor i stand til at finde den store unge, når hun jager. Men det må nu også være et pres at være uglemor på jagt efter bytte med alarmen konstant kørende i baggrunden. En stresskampagne, der sætter mine egne ungers hyl efter leverpostejsmadder i perspektiv.
I weekenden besøgte vi min gamle farmor på terrassen foran hendes nye lejlighed på plejehjemmet i Sønderjylland. Vi fortalte om vores ugler, og hun fortalte, at da hun og min farfar var unge og lige flyttet ind i min fars barndomshjem, var der også ugler i haven. Kirkeugler! De boede i byens kirketårn, men om aftenen, når mørket faldt på, kom de og satte sig på en tværpind i haven, lige uden for min farmors vinduer.
”De var så søde!”, huskede hun og målte op med fingrene, hvor små de nuttede og i dag truede kirkeugler var.
Min farfar døde i februar, fredeligt og heldigvis før coronaen, som min farmor siger. Til hans begravelse sang vi ”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord”.
Han holdt meget af bondesalmen, og jeg har tænkt over den. Især denne sommer, hvor vi i nogles øjne har svigtet vores job som haveejere ved at lade langt de fleste kvadratmeter gro til.
Vi har ikke stynet hegnene eller slået græsset, og søen er så fuld af lysegrønne siv, at man næsten ikke kan se vandspejlet længere. Køkkenhaven er det eneste sted, vi desperat forsøger at gøre vores indflydelse gældende, men også her er magtbalancen ved at tippe til ukrudtets og sneglenes fordel.
Det har på en måde vist sig, at haven ikke er vores egen. Den er i mindst lige så høj grad uglernes (den anden dag sad der to unger i et træ!), nattergalens, gøgenes og fiskehejrenes. Skaderne, der vækker os hver morgen ved femtiden med en fast slåskamp uden for soveværelsesvinduet, klart nok, det er også deres.
”Den mark, som blev min, var altid dog din,” lyder en linje i salmen.
Vi har fået en lod jord. Vi forvalter den, men vi ejer den ikke. Det er en vidunderlig følelse.