Ordene flyder, sproget trives og har det godt, så der er ingen grund til at have kvababbelser over det. I denne sære corona-tid er der endda mere liv i sproget end nogensinde, og det er måske blandt andet fordi sprog, vendinger, ord diskuteres hjemme i de endnu ikke helt genåbnede forsigtighedsstationer, hvor vi bor, selvisolerer og passer på os selv.
Jeg får mange mails fra læsere, som viser, at der er liv i sproget. Bodil Krog Rasmussen fra Ollerup har for eksempel skrevet og bedt om en afgørelse. Hendes kæreste har nemlig brugt ordet forkvabbelse. Det har udløst en god diskussion, for det ord findes da vist ikke, spørger læseren, eller gør det?
Nu vil jeg nødig skabe forkvabbelser i gode forhold, så jeg svarer, at ordet både findes og findes ikke. Ordet findes, så vidt jeg kan se ikke i nogen autoriseret ordbog, så i den forstand findes det ikke. Det trives imidlertid i almindelig snak og en søgning ude i det brogede medielandskab viser, at der er ret så mange, som ikke ved, det ikke eksisterer, og som derfor bruger det uden kvababbelser.
Der er nemlig noget, der hedder kvababbelser, hvilket jeg straks vender tilbage til, men forkvabbelser er altså en forkvakling. Det er givetvis netop ordet forkvaklet, der spiller ind i den her lille konstruktion. Forkvaklet betyder, at noget er ødelagt, misforstået, forhindret eller misgroet. Det kommer egentlig af et tysk ord, quackeln, der betyder at vrøvle eller sludre, og af ordet verquackeln, der kan betyde bortødsle eller sjuske. Ord med forstavelsen for- har som regel tyske aner.
Jeg tror som sagt, det er ordet forkvakle, der forskubber sig til forkvabbelse, men det er altså ikke officielt taget til nåde. Det er kvababbelser derimod. Kvababbelse bruges ofte om en sindstilstand eller rystelse. Det kan være som ubehag, nervøsitet, ildebefindende eller et anfald af utilpashed, som i hjertekvababbelse. Det kan hentyde til samvittighedskvaler eller moralske skrupler.
I Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” er der et intermezzo mellem Per og fru Engelhardt, der spørger om det er ”saadan lidt Nervekvababbelse, som De har haft denne aarle Morgenstund”.
Det skønne ord, kvababbelse, kommer af verbet kvabbe eller kvappe, der betyder bævre, gynge eller svuppe. Så hjertekvababbelser er egentlig, når hjertet gynger og bævrer. Ordet kommer af et svensk dialektudtryk, kvabba, der igen bygger på et plattysk ord, quabba.
En ting er at have kvababbelser, men at blive kaldt en kvabbe eller kvabset, det er værre, for det betyder sjuske eller udflydende fedtklump. Den gode fisk ålekvabbe, der i gamle dage også hed en ferskvandskvabbe, må leve med navnet. Det må kvabsoen, som stenbiderhunnen med de pragtfulde rogn kaldes, også. Måske er det hende, der har sendt navnet i omgang som skældsord.
Mon ikke jeg fik landet Bodil Krogs gode spørgsmål tilstrækkelig diplomatisk og uden kvababbelser over, at der ikke er noget, der hedder forkvabbelser