I begyndelsen har man svært ved at sætte fingeren på, hvor det lige er, det kikser. Franskmændene er alt i alt venlige og imødekommende og vil gerne i kontakt. Men især i den første tid som novice i gode franske manerer kan man undres over, hvorfor det kan føles tungt at komme ind på livet af de franskmænd og få et bekendskab ud over kanten.
De taler jo ellers frejdigt løs og er ofte både vidende og vittige. Man kindkysser også med løs hånd, når man møder ukendte i private, selskabelige rammer, selvom man jævnligt befinder sig i en lidt akavet gråzone, hvor det er uklart, om man skal give hånd, fordi man ikke kender hinanden. Eller om man netop forventes at lære hinanden at kende, og derfor skal række kinden frem og smækkysse ud i luften.
Der er også præcise og ofte uforudsigelige lokale regler for, hvor mange kindkys man udveksler. Groft sagt uddeler man to i Paris og i et bælte syd for hovedstaden tværs hen over landet fra Atlanterhavet til den schweiziske grænse. Lidt sydligere forventes man at levere tre.
Og hvis man befinder sig øst eller vest for Paris og tror, man har gjort sin pligt efter tre, mødes man med en fremstrakt kind og et muntert ”hos os er det fire”. Hvilket kan medføre et intenst kysseri i et større selskab.
Lige så fasttømrede sociale koder gælder for, hvordan man så etablerer kontakt med de vildtfremmede mennesker, man har kindkysset. Og det er her, mekanikken kan gå i stå.
Nu stammer jeg selv fra Vestjylland, og her er det ildeset at føre sig for meget frem og tale om sig selv i tide og utide, med mindre man bliver spurgt. Derimod er høflig interesse for andre velset, og på den måde arbejder man sig langsomt ind på hinanden ved at stille spørgsmål, som – om alt går vel – viser vej til fælles interesser, nye spørgsmål og flere fælles skæringspunkter, indtil man har noget, der begynder at ligne et bekendtskab. Det skal man lade være med i Frankrig.
Her er det direkte uopdragent at være nyfigen, og franskmændene håndhæver strengt den gode opførsel, også når de selv går over stregen.
Da jeg for første gang mødte Dominique og hans kone, Martine, var Dominique vældig optaget af det med den danske baggrund og spurgte interesseret til, hvor længe jeg havde boet i Frankrig, om jeg tit var i Danmark, og om jeg måske havde søskende. Hvilket jeg beredvilligt svarede på. Og så faldt den franske Emma Gads nådesløse hammer i form af det spørgsmål, som sanktionerer den slags overtrædelser af takt og tone.
”Er du fra politiet, måske? Hold dog op med at udfritte hende,” sagde Martine med et smil til mig og et strengt blik til sin mand.
Så længe man ikke har forstået dette, kommer man ikke ind på livet af den almindelige franskmand. Han leverer en lind strøm af oplysninger om sig selv, sine meninger og sine mange kvaliteter og undrer sig ubevidst over, hvordan han skal komme ind på livet af den tillukkede skandinav, der ikke uopfordret fortæller ret meget om sig selv. Mens skandinaven begynder at blive træt af franskmandens tydelige mangel på interesse for andre end sig selv.
Med tiden lærer man, at det ikke er hverken uhøfligt eller selvoptaget at tale om sig selv, og man kan såmænd også blive behageligt overrasket, når nogen alligevel spørger interesseret til, hvem man er. Og man lærer også den hårfine kunst ikke blot at kindkysse korrekt, men også at lempe et par diskrete, befordrende spørgsmål ind i samtalen og bringe bekendskabet lidt længere ud over kanten.
Uden at blive beskyldt for at være fra politiet.