Vuii-o-vuiip-vip-vip-euvii.
Det er ikke let at formidle fuglekvidder på skrift. Men sekvensen her er et forsøg på at gengive den karakteristiske stemme, som tilhører arten Vanellus vanellus, og som samtidig er ophav til dens danske navn: viben.
Den smukke fugl med den metalgrønne overside og umiskendelige lange fjertop har i århundreder været en velkendt forårsbebuder herhjemme. Men de seneste 40 år er viben blevet en langt sjældnere gæst, fortæller Henrik Wejdling fra Dansk Ornitologisk Forening, som er med i en særlig taskforce for vibens bevarelse.
Viben kommer til Danmark i det tidlige forår med de første lune lavtryk fra vest og etablerer reder på de bare vårsædsmarker, inden den efterfølgende bringer ungerne over på græssede engarealer. Moderne stordriftslandbrug er en væsentlig del af årsagen til, at vibebestanden herhjemme er reduceret til en fjerdedel af niveauet i 1976, hvor Dansk Ornitologisk Forening indledte en systematisk registrering af vibens udbredelse. Når viben har en særlig plads i danske ornitologers hjerte, skyldes det ikke kun, at den indgår i foreningens logo fra 1906, men også at viben er et symbol på det gamle Danmarks kulturlandskab, fortæller Henrik Wejdling. Vil man selv ud at opleve viben, er det bedst at søge ud til de våde lavbundsjorder og ådale. Her kan man se viben lave ”display”, som det hedder på nudansk, hvor den med zigzagformationer blotter sine hvide undervinger og dermed hævder sit valgte territorium.