Det oprindelige Portugals kultur og landskaber

Tag med Kristeligt Dagblad og Granada Kulturrejser til det traditionelle Portugal i maj 2020

 På denne rejse til det unikke område mellem Lissabon og Algarve opleves det oprindelige Portugal med både Unesco-mærkede bydele og klostre, traditionel sang, olivengårde og smukke vinhuse. –
På denne rejse til det unikke område mellem Lissabon og Algarve opleves det oprindelige Portugal med både Unesco-mærkede bydele og klostre, traditionel sang, olivengårde og smukke vinhuse. – . Foto: Granada Kulturrejser.

Der findes stadig egne af Europa, hvor den traditionelle livsform bibeholdes, og ændringerne kun langsomt finder indpas. Et sådant område er Alentejo i Portugal, der ligger mellem Lissabon og Algarve.

Som rejseleder Maria Lopes, der selv er født og opvokset i Alentejo, siger det: ”Alentejo er et sted, man rejser til, når man savner at være i kontakt med verdens rødder. I Alentejo kan man nogle gange have på fornemmelsen, at tiden er gået i stå. Man mærker en autenticitet, som er sjælden. Folk fra Alentejo er utroligt stolte af deres traditioner, der stadig er levende i alle familier.”

Maria Lopes har boet seks år i Danmark, er dansk gift og er nu atter bosiddende i Portugal. Hun taler flydende dansk og glæder sig meget til at vise sin fantasiske hjemegn frem. De første fem dage på rejsen bliver udgangspunktet Évora, der i kraft af sin velbevarede bymidte er på Unescos Verdensarvsområde. Der bliver rig lejlighed til at opleve Évoras charmerende historiske bydel med blandt andet et romersk tempel og utallige klostre og kirker.

I Alentejo er man stolt af de traditionelle produkter, som man har dyrket gennem mange hundrede år. Her producerer man olivenolie og vin af bedste kvalitet. Maria fortæller:

”Hver jul får jeg altid fem liter hjemmelavet olivenolie, for den, der sælges i supermarkedet, er ikke god nok, mener min fætter, der ejer en olivengård med mere end 100 år gamle træer.”

Deltagerne på rejsen skal besøge en olivengård, høre om produktionen, smage på de gode olier og tilmed spise et traditionelt måltid på gården.

Rejsedeltagerne skal også besøge et af landets absolut bedste vinhuse, og som noget helt særligt får alle deltagere mulighed for at sammensætte deres helt egen vin, som efterfølgende kan tages med hjem. Også her er frokost med lokale råvarer inkluderet.

Et andet af rejsens højdepunkter bliver utvivlsomt besøget i Alvito. Her findes den tredjemindste kommune i landet, og man er i hjertet af Alentejo. Her kan man opleve nogle smukke frescoudsmykninger og høre den traditionelle sang kaldet ”Cante Alentejano”. Denne sangtradition er gennem generationer gået i arv blandt landarbejderne. Der venter en helt særlig oplevelse her, hvor essensen af Alentejos kultur og historie udtrykkes i sang.

Naturen i området berømmes med god grund. Her er store vidder, bjerge med maleriske landsbyer og klare vandløb. På rejsen besøges et par smukt beliggende landsbyer, vi skal ud i naturen og høre om områdets flora og fauna, og vi skal på sejltur i en båd drevet af solenergi.