Dejligt at begynde på en frisk, et nyt år i haven, men jeg kunne ønske mig tørvejr og rigtig vinter. Holder det mon aldrig op med at regne? I dag er det tøsne, der daler fra himlen, og det er i det mindste smukt at se på og giver haven et pift af vinter.
Min gode gartnerveninde Karen på Fyn sendte mig forleden et dejligt, opløftende foto af havelivet, som det udfoldede sig hos hende på en af årets allerførste dage med fornuftigt vejr. Manden i huset havde kørt kompost fra havens kompostbeholder ud på havebedene, og hønseholdet på fire høns overtog derefter arbejdet. Her var ikke brug for nogen kultivator til at sprede komposten, det klarede hønsene med deres ivrige skraben bagud. De finder mange gode ting i komposten, blandt andet renser de det for snegleæg! Karen fortæller, at det lille hønsehold betyder nul madspild, hønsene elsker alle rester! Hønsene er dertil hygge for voksne og børnebørn, giver de skønneste æg, og de er gode til at kradse op i bedene. Det eneste problem, Karen har med hønsene, er, at de har lidt svært ved at skrabe de rigtige steder i bedene!
Jeg har været i drivhuset, og det er – indrømmet – længe siden, jeg sidst var der. Til min store overraskelse kunne jeg høste fine, store ananaskirsebær. Det er gule bær, der sidder i lyse, opblæste bægre og minder om små lygter. Akkurat som japanlygte, en staude, der står med stærkt orangerøde lygter og røde bær i sensommerhaven. De to er i samme slægt, Physalis, men er to forskellige arter. Japanlygtens bær er let giftige, mens drivhusets ananaskirsebær er en frydefuld spise, forfriskende med sød-syrlig smag. Dens smag er hverken som ananas eller kirsebær, men navnet må referere til at bærrets størrelse er som kirsebær og farven gul som ananas.
For år tilbage plantede jeg en ananaskirsebær i drivhuset sammen med tomatplanter ved forårstid. Ananaskirsebær overlever ikke vinteren, men den har trofast sået sig selv år efter år i drivhuset. Jeg tynder ud i bestanden, så kun en eller to planter får lov at blive, da de fylder ganske meget. De giver rigeligt med bær og klarer sig, som det fremgår denne vinter, længe ved lave temperaturer lidt over frysepunktet.
Det er i drivhuset, årets allerførste opgave venter. Vindruerne skal beskæres. Det er altid en fornøjelse, og jeg venter gerne på solskinsdage, der giver varme i drivhuset. Miraklet indtraf søndag, hvor drivhuset var indhyllet i rim og isblomster fra morgenstunden – skønt! Vindruesorterne Einset og Schuyler er plantet mod nord i drivhuset. De beskæres ens og modellen er følgende: Med 30-40 centimeters afstand sidder der såkaldte frugtenheder på hovedstammen. Ud fra hver enhed vokser der gennem sommeren to ranker. På den ene ranke udvikles en vindrueklase, den anden ranke, erstatningsskuddet, er ude frugtsætning. Nu skæres den ranke væk, som har båret frugt, mens erstatningsskuddet beskæres, så kun to knopper er tilbage. Når foråret kommer, udvikles disse to knopper. Den nederste bliver det nye erstatningsskud, og den øverste bliver til ranken, der sætter frugt. Måske lyder det besværligt, men det er det ikke!
Hold øje med skjoldlusene, når der beskæres. De sidder gemt under barken som små skjolde. De løber ingen steder, men til foråret kommer der et mylder af nye lus frem fra skjoldene. Fjern skjoldene, mas dem, riv barken væk om nødvendigt, det overlever vinen uden videre.
Det regnfulde vejr har givet bønderne store problemer. På Lolland beretter en landmand, at en tredjedel af gårdens produktion af læggekartofler stadig befinder sig på marken og således er fortabte. Det har ganske enkelt været for vådt at køre i marken. Landmanden fortæller også, at de senere års manglende vintre med frost har betydet, at den lerede jord ikke skørner, som det hedder, det vil sige den bliver for tæt og har sværere ved at lade vandet sive igennem. Nytårsønsket er således: mere vinter i år, tak!