På pladen ”Når alt kommer til alt”, som Niels Hausgaard udsendte i 1982, findes nummeret ”Jamen”. Vendelboen fanger en stemning i købmandens bagbutik, hvor de lokale samles, og hvorfra dagen og vejen kommenteres højlydt, mens man lufter sin uforlignelige, uforgribelige mening om dette og hint. Hvert vers slutter med et ”jaaaaaamen”, der messes, så det snarere bliver til et amen.
Hausgaards sang dukkede op hos mig, da Aage Jørgensen fra Mårslet skrev til sprogklummen om det lille ord jamen. Aage Jørgensen synes, det griber om sig, når eksempelvis gæster i radioen fråser i ”Jamen altså” som indledning til en hvilken som helst sætning.
Jamen altså, Aage Jørgensen har helt ret! Det vrimler med jamen! Det er tomgang og bliver til fyldstof, der som plastic i havet flyder rundt i sproget, og når man bliver opmærksom på det, jamen altså, så kan man næsten ikke høre resten af sætningen af bar irritation. Det har som regel ingen funktion i det udsagn, der følger efter, det er ofte sproglig støj.
Det er ikke så utilgiveligt, at usikre sprogbrugere nu og da stiver sig af med et ”jo, men altså” eller ”jamen, altså” eller ”øh’er” eller lignende, men det er også folk, der lever af sprogbrug, der lader de umådeholdne jamen’er florere. Det er stærkt forstyrrende og grimt – jaaaamen. Lidt sprogvoks på talemedierne ville ikke være af vejen.
Jamen er en konjunktion, også kaldet et bindeord, altså et ord, der forbinder andre ord eller sætningsdele. Egentlig er det udråbet ja og konjunktionen men, der er smeltet sammen. Det kan bruges til at udtrykke en modsigelse, en modstræbende indrømmelse eller måske som et udråb, der understreger noget. Det kan bruges til at skabe overgang fra en sammenhæng til en anden.
Et opslag i for eksempel ”Ordbog over det danske sprog” viser, hvor mange betydninger og brug, der kan være af den lille sprogdel. Konjunktioner er vigtige. De giver liv og karakter. Der er mange anvendelsesmuligheder, og det er med jamen som med så mange andre små byggesten i sproget, at de i sig selv ikke er noget, men de er helt nødvendige for sprogets nuancer og mangfoldighed i brug.
Problemet er imidlertid, når disse små, elegante byggesten bliver til massiver, så sproget bliver ensformigt og tungt. Og alle disse småord af forskellig oprindelse som jamen, nå men, ”hvad er det nu, det hedder” og så videre er triste, når de overdrives.
Tilbage til Niels Hausgaard: ”Det dar er galt i dag, er nok at dar er val månner / dar har vaej-me’ å døvve å få hæjjerne op a lommen å ta ve’ / for dar er åelti arbitj nok te dæem dar vil arbitj / Jaaaamen.”
Jamen altså, den må læserne selv bide spids på sådan rent oversættelsesmæssigt. Niels Hausgaards jamen rimer på amen, der imidlertid betyder eller markerer det modsatte af et jamen. For jamen markerer egentlig vending, tvivl eller modsigelse, mens amen, der oprindeligt er hebraisk, har en betydning som fast eller sikker. I vore tider er vi måske mere til fals for et jamen end et amen.
”Problemet er imidlertidnår disse små, elegante byggesten bliver til massiver, så sproget bliver ensformigt og tungt.
”I vore tiderer vi måske mere til fals for et jamen end et amen.