At få en aftale med Werner og Elinor Olsen er ikke så let.
Først er der det forestående diamantbryllup, der både skal fejres på selve dagen med den nærmeste familie og den følgende lørdag med fest for venner og familie. Derudover er der arbejdet i menighedsrådet, vinterbadningen og gymnastikken, som skal passes.
Men til sidst lykkes det at finde tidspunkt, hvor overtegnede kan besøge ægteparret i deres hus i Tårnby og høre om deres lange liv med hinanden, der begyndte en sommerdag i 1946.
Jeg plejer at sige, at min kone fandt mig på en lejr for subsistensløse mænd, fortæller Werner Olsen.
Werners og Elinors fædre arbejdede frivilligt for Kirkens Korshær, som i 1940erne arrangerede lejrophold for arbejdsløse og subsistensløse mænd i Hanehoved, som ligger ved Roskilde Fjord. Her kom den 16-årige Elinor og den 18-årige Werner på besøg, og de to forelskede sig i hinanden.
Året efter blev de forlovet, og i 1952 blev de viet i Skt. Jakobs Kirke på Østerbro i København, da Werner Olsen var blevet færdig med sine studier som civilingeniør ved Polyteknisk Læreanstalt.
Elinor var på det tidspunkt ansat ved statsbanerne, men hun sagde sit job op, da det første af parrets fire børn kom. I 18 år gik hun hjemme hos børnene. Siden blev hun sekretær på Sankt Elisabeth Hospital, indtil hun i begyndelsen af 1970erne blev kordegn ved Korsvejskirken på Amager.
Både Elinor og Werner Olsen er vokset op med Luthersk Mission, og kristendommen har altid være en central del af deres liv. For eksempel har Werner Olsen i 40 år været søndagsskolelærer, mens Elinor Olsen stadig er aktiv som frivillig i den kristne Københavns Nærradio. Begge er medlemmer af menighedsrådet ved Korsvejskirken, Elinor er menigt medlem, mens Werner de seneste 15 år har været formand.
Den kristne tro har de givet videre til deres fire børn.
De er alle lige så fromme, som vi er, siger Werner Olsen med sin bramfri humor.
Troen fik en helt særlig dimension i 1990, da Werner Olsen pludselig blev meget syg af hjernebetændelse og indlagt på Gentofte Amtssygehus.
Han lå livløs og opsvulmet hen på sin sygeseng, og der kunne ikke registreres noget udslag under en hjernescanning.
Lægerne havde besluttet, at de ikke ville forsøge at genoplive Werner, hvis han døde. Det var vi selvfølgelig meget fortvivlede over, og da jeg også kunne forstå på lægerne, at de regnede med, at Werner kun havde få timer tilbage at leve i, ringede vi efter præsten Ole Skjerbæk Madsen, som kom og salvede Werner, og så bad vi allesamme for ham, fortæller Elinor.
Mens familien bad, skete der en forandring med Werner.
Familien kunne se, at hævelserne i mit ansigt forsvandt, farven vendte tilbage, og efter fem dage vågnede jeg op fra koma, fortæller Werner.
Lægen skrev i sygejournalen, at der var sket en hurtig og mirakuløs bedring.
Werner Olsen er ikke i tvivl om, hvorfor han havde den oplevelse.
Jeg tror, at jeg blev rask igen, fordi Vorherre vil, at jeg skal tage rundt og fortælle om det og aflægge vidnesbyrd, fortæller han. Sammen har han og Elinor over 50 gange fortalt om deres oplevelse ved menighedsmøder og alfakurser.
Ægteparret har siden begyndelsen af 1970erne abonneret på Kristeligt Dagblad. Elinor Olsen ville gerne have avisen, da hun blev kordegn i Korsvejskirken.
Jeg var nødt til at holde avisen for at kunne følge med i den kirkelige verden, og lige siden har vi været glade for at holde den, fortæller Elinor.
De er begge begejstrede for avisen, og den blive læst hver dag. Som regel først af Werner, som læser den til sin frokost. Han begynder altid med bagsiden, før han går om bord i resten af avisen. Særligt debatsiderne har hans interesse for tiden, hvor bølgerne går højt om spørgsmålet om homoseksuelle vielser.
Jeg har absolut intet imod homoseksuelle. De kan være lige så gode kristne som alle andre, men jeg mener ikke, at det skal kunne lade sig gøre for homoseksuelle at blive viet i en kirke. I forbindelse med en vielse er det jo ikke to menneskers kærlighed, der bliver velsignet. Det gør derimod fortsættelsen af skabelsen. Gud siger, at en mand skal forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de skal blive et kød. To homoseksuelle kan nu engang ikke fortsætte skabelsen. Som maskiningeniør vil jeg sige, at de ikke har de rigtige koblingsorganer, siger Werner Olsen.
I dag er Elinor og Werner Olsen henholdsvis 82 og 84 år og selvfølgelig forlængst gået på pension.
Werner Olsen sluttede en lang karriere som civilingeniør med at være leder af F.L. Schmidts patentafdeling, indtil han i 1993 gik på pension. Elinor stoppede som kordegn i 1990. Siden har de levet et meget aktivt liv med deres mange fritidsinteresser, hus, have og familie, og sådan håber de at kunne fortsætte længe endnu.
Det værste, der kan ske én, når man bliver ældre, er, hvis man bare sætter sig i en lænestol, for det dør man af, siger Werner Olsen.