Dicte: Man kan sidde i bilen og tude af stress. Men alligevel finder man altid en ro, når det bliver juleaften

Musikeren Dicte er aktuel med en julesang. Hun mindes en juleaften, hvor det begyndte at sne, mens de pyntede juletræet. Det var ægte julemagi

Sanger og musiker Dicte har været med til at skrive to julesange. Lige nu er hun aktuel med "Christmas Once Again."
Sanger og musiker Dicte har været med til at skrive to julesange. Lige nu er hun aktuel med "Christmas Once Again.". Foto: Simon Læssøe/Ritzau Scanpix.

Hvordan fejrede du jul som barn?

Jeg fejrede jul på den helt klassiske måde. Det kunne ikke blive meget mere klassisk. Min morfar var præst og biskop i København, så vi gjorde brug af mange af de helt klassiske juletraditioner. Der var meget ånd omkring det. Min morfar og jeg pyntede altid juletræet på juleaftensdag. Der var mange traditioner forbundet med den rækkefølge, vi puttede julepynten på træet. Vi startede med stjernen og arbejdede os nedad. Der var tre lys for de hellige tre konger. Jeg kan også huske nogle julekugler formet som istapper, som vi puttede på træet. Mens min morfar tændte juletræet, læste min mormor Juleevangeliet. Det kan ikke blive meget mere magisk end det. Siden jeg selv blev voksen, har jeg også praktiseret, at der er en voksen, der tænder træet, mens jeg læser Juleevangeliet. 

Har du et særligt minde fra en jul i din barndom?

Der var engang, hvor vi holdt jul i vores sommerhus. Lige som vi skulle til at tænde træet, begyndte det at sne. Det dalede ned med det smukkeste sne, helt langsomt dalende fnugsne. Det var meget magisk, at det kom, lige da vi skulle til at tænde træet. Det er sådan, jul skal være, der skal gerne ligge et fint, tyndt lag sne. Det endte så med, at vi sneede inde, og det var noget værre rod, fordi vi var langt ude på landet. 

Hvad er julemagi for dig?

Julemagi er for mig det, som min nye sang også handler om. Man har ikke set hinanden hele året, der er et stort pres på, og man skal nå en masse. Man ender nærmest med at sidde ude i bilen og tude, fordi man skal til 8000 julearrangementer. Og når juleaften kommer, har det kostet for meget, det har været noget værre stress, og man har ikke nået det meste. Men på en eller anden måde falder de fleste mennesker til ro, når dagen kommer, og lever med, at nu dufter der altså af and i en uge. Julemagien er, at vi på en eller anden måde altid ender med at falde til ro.

Hvordan skal du fejre jul i år?

Jeg skal holde jul i delefamilieland. Inden juleaften har vi været ude ved min kærestes ekskæreste og alle mulige andre. Men på selve juleaften skal jeg bare være sammen med mine to børn og min kæreste. Og det er faktisk rigtig dejligt. Vi farer ikke rundt, vi er bare derhjemme. Der er selvfølgelig en masse projekter, der hører med til dagen, som eksempelvis at pynte og tænde juletræet. Men vi har ikke travlt, og vi hygger os med det.