Din hjerne bliver slap af for megen afslapning

Hovedet skal holdes i form, også selvom man har ferie, for eksempel med sudoku. Fat mod, det er slet ikke så hårdt, som det lyder, fortæller hjerneforsker

Din hjerne bliver slap af for megen afslapning
Foto: Ritzau foto.

For mange danskere er ferien nu begyndt, og lange dage med camping, hængekøje og afslapning venter. Men hvis du er en af dem, der helst vil bruge ferien på at kigge tomt ud i luften, skal du passe på. Din hjerne har nemlig brug for at blive stimuleret, også selvom du har ferie.

Hjernebarken er det yderste, krøllede lag af hjernen, og den er inddelt i områder med hver deres funktion. Det er især den del, der er udsat på en daseferie. Ifølge hjerneforsker og overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Roskilde Sygehus Troels Wesenberg Kjær kan bare få timer uden stimulation nemlig gøre et område af hjernebarken mindre modtagelig overfor input. Men heldigvis behøver hjernefitness ikke være hårdt arbejde; faktisk kan man både slappe af og træne hjernen på samme tid.

”Vi holder hjernen igang, når vi tøffer rundt og slår græs, surfer efter brugte biler på internettet eller læser en bog i hængekøjen. Der er rigtig mange ting, man kan gøre, som er anderledes end det, man plejer,” siger Troels Weseberg Kjær.

Og det er netop nøgleordet for hjernestimulation: plejer. For at skabe nye og stærkere forbindelser mellem områderne i hjernebarken er det vigtigt, at man bruger hjernen på en anden måde, end man gør i hverdagen. Her kan selv simple aktiviteter kan have større betydning, end man tror.

”For eksempel kan ’kryds & tværs’ være en afslappende måde at bruge hjernen på. Man får både arbejdet med ord, bogstaver, symboler og rummelige strukturer, og på den måde bliver man bedre til at tænke abstrakt og bruge sin viden på en ny måde, fordi nye netværk skabes i hjernen, og gør den mere alsidig,” siger Troels Wesenberg Kjær.

Det betyder dog ikke, at man kan nøjes med at løse den letteste børnekryds i kiosken.

”Hvis man bliver bedt om at lægge to og to sammen, ville man kede sig og ikke lære noget. Den forbindelse findes nemlig allerede i hjernen. Det gælder om at finde en aktivitet, hvor man oplever glæde ved at udføre det og har motivation til at fortsætte, samtidig med, at man laver fejl, så der er mulighed for forbedring,” siger Troels Wesenberg Kjær.

En tommerfingerregel er, at man skal have to tredjedele korrekt, og en tredjedel forkert, hvis man for alvor skal lære hjernen noget. Og så skal man huske, at det ikke behøver at være kompliceret.

”Øv dig på at synge, hvis ellers omgivelserne kan holde det ud, eller prøv at udregne prisen på varerne i din kurv, hvis du altid har været dårlig til tal,” siger Troels Wesenberg Kjær.

Vil du udfordre din hjerne i ferien?
Kristeligt Dagblad udgiver henover sommeren en særlig digital krydsord og suduko til vores abonnenter hver weekend. Klik på billedet herunder eller find alle sommeropgaverne i Kristeligt Dagblads app sammen med e-aviserne