Dobbelt så mange vil ud i den danske natur

Især shelters har været efterspurgte under coronakrisen, hvor et stigende antal danskere har fået mod på og tid til at overnatte under stjernerne

Dobbelt så mange vil ud i den danske natur
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Coronakrisen har sendt danskerne hjem fra arbejde, men også ud i naturen, hvilket også har været nævnt her i avisen flere gange.

Nu er der kommet tal på, hvor meget mere vi har vist interesse for skove, stier, strand og marker. Dobbelt så meget. Det viser i hvert fald tal på besøg på naturguiden udinaturen.dk, som samler informationer om muligheder i naturen.

På bare ét år har hjemme-siden oplevet en fordobling i antal besøg, og især overnatning i naturen er efterspurgt, oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Udviklingen får nu flere kommuner til at deltage i den fælles friluftsdatabase ”Ud i Naturen”. På dennes hjemmeside kan man blandt andet finde mere end 750 shelters, 200 bålhytter og over 2000 vandreruter.

Især shelters har været efterspurgte under coronakrisen, hvor et stigende antal danskere har fået mod på og tid til at overnatte under stjernerne.

Udinaturen.dk blev etableret i 2010 og blev sidste år opdateret med et nyt og mere detaljeret kort, et inspirerende og mere mobilvenligt design og en mere enkel web-navigation.

På platformen kan stat og kommuner bidrage med indhold om deres naturområder. Sidste år var 41 kommuner med i databasen, og i år er der 72 kommuner, som vil bidrage.

I 2019 havde udinaturen.dk cirka 625.000 unikke besøgende. I 2020 var tallet lidt over 1,2 millioner.