Året er 1969, og jeg har bedt om et møde på rektors kontor. Tre dage forinden er jeg blevet smidt ud af 1. g, fordi jeg har for dårlige karakterer, men den beslutning vil jeg klage over, og jeg har min far med.
Min far er ikke særlig stor, men han er sognepræst, og jeg tænker, at det må betyde noget. Men han siger slet ikke noget, så jeg står helt alene og forklarer, at lærerne har snydt mig og bevidst givet mig for lave karakterer, fordi de er jaloux over mine tv-meritter.
På det tidspunkt er jeg allerede i fuld gang med at lave ungdomsfjernsyn, men jeg lover at drosle ned og være mere til stede forudsat, at lærerne behandler mig efter fortjeneste.
Jeg er egentlig en meget stilfærdig størrelse, og det er første gang i mit liv, at jeg på den måde står over for en autoritet og skal argumentere. Men det er vigtigt for mig at få ham til at forstå, at jeg af et rent hjerte faktisk gerne vil og også kan gøre det bedre i skolen. Men så siger han noget, jeg aldrig glemmer:
Poul, der er nogle, der kan klare det, og nogle der ikke kan klare det. Og du er nok en af dem, der ikke kan.
LÆS OGSÅ: Jeg har vidst det gennem en stor del af mit liv
Og så sender han mig nogle øjne, jeg senere skal tage hævn for mange gange. Og fortsætter:
Så jeg må bede dig gå en klasse ned til 2. real.
Jeg siger: Det, du beder mig om, kan du ikke forsvare pædagogisk. Det vil jo være et kæmpe nederlag for mig. Jeg står jo og giver dig et tilbud om, at jeg vil gøre det bedre.
Han siger: Så må jeg bede dig forlade skolen.
Og jeg hører mig selv sige: Så forlader jeg skolen.
Min far siger stadig ingenting.
Rektor beder mig aflevere mine bøger, og jeg kan huske, hvordan jeg står og kigger ud i friheden med en boblende glæde over at være fri. Men også med en utryghed og smerte over at være koblet af. Fra det øjeblik er jeg nødt til at tage fuldt og helt ansvar for mit liv. Jeg har selv valgt at forlade skolen, så nu må jeg tage en masse beslutninger om, hvordan mit liv så skal forme sig.
Men først beslutter jeg at tage hævn. Jeg aner ikke, hvor det kom fra, for jeg har aldrig løjet før, men et par måneder senere ringer jeg til rektor og udgiver mig for at være en journalist fra Berlingske Tidende.
Jeg fortæller ham, at avisen har tænkt sig at lave en stort anlagt artikel om skolens drengekor. Om avisen må sende først en fotograf, så en journalist?
Rektor lyder helt anderledes end normalt og vil meget gerne have medieomtalen. Så han bliver rasende, da det bare er mig, der dukker op. Men jeg kører løgnen videre og beder om at følge koret i fem hele dage. Det ender faktisk med, at jeg får syv billeder i avisen, selv om jeg ikke har nogen aftale med dem, og de sender også en journalist.
Det var et nærmest magisk øjeblik, og det fik den betydning, at jeg opdagede, at virkeligheden kunne mere, end jeg selv drømte om. At jeg kunne indfange en form for virkelighed i en fiktiv form. Og det er ikke for meget at sige, at alt det fjernsyn, jeg siden har lavet, har været den samme slags iscenesættelse af virkeligheden.
Og mit liv har været dybt præget af det store ansvar, jeg pålagde mig selv dengang.
Der findes et citat af Goethe, der passer meget godt på mig: I det øjeblik, man definitivt helliger sig noget, da ændrer forsynet alt. Talløse ting, som ellers aldrig ville komme for dagen, giver sig nu til kende for at hjælpe en (...). Derfor hvad du end kan drømme om at kunne begynd på det. Dristighed rummer genialitet, kraft og magi. Begynd, og begynd nu!.
Efter den dag er mine drømme altid blevet opfyldt, før jeg egentlig har haft dem. På den måde kan man måske sige, at den erfaring, jeg fik på rektors kontor i 1969, har formet mit liv.