Den 9. marts åbner KulturMuseerne Spinderihallerne i Vejle, og hovedattraktionen bliver moseliget af dronning Gunhild, som blev fundet i 1835.
I flere år efter fundet af hendes lig i Haraldskær Mose vest for Vejle troede man, at hun skulle have været gift med Harald Blåtand, der levede i slutningen af 900-tallet. Blåtand skulle have foranlediget mordet på Gunhild inden brylluppet.
Det viste sig dog at være usandt. 1842-1843 fandt en forsker ud af, at moseliget var meget ældre end antaget. Men da havde moseliget fået en begravelse i Sankt Nikolaj Kirke i Vejle, og hun lå begravet i en trækiste, der blev betalt af kong Frederik VI.
Provst i Vejle Provsti Leif Arffmann overdrog liget til museumschef Ole Sørensen.
Forud for udstillingen er moseliget blevet undersøgt af retsmedicinere, geologer, speciallæger og andet godtfolk, men nu er hun i de næste 10 år lagt til skue i det kulturmuseum, som får til huse i De Danske Bomuldsspinderiers bygning. Bomuldsspinderiet lukkede som det sidste i Danmark i 2000.
Men selvom der måske ikke er blåt blod i moseliget, så kunne indtil flere danske digtere ikke dy sig for både at romantisere og realisere over dronningens skæbne.
Jens Christian Hostrup skrev i En spurv i Tranedans fra 1846:
Dybt, dybt laa jeg dernede, levende jordet
lænket mellem Liv og Død til forsmædelig Kval
laa, medens Aar og Aarhundreder skifted, knuget af Jordens Vægt,
træt af at stønne: Luft! Luft! og aldrig faa Lindring.
Også Steen Steensen Blicher skrev on dronning Gunhild i et digt fra 1841:
Da ligger Du nøgen og skrumpen og fæl,
Alt med Dit skallede Hoved,
Langt sortere end den Egepæl,
Hvormed Du blev Sumpen troloved.