Sidste mandag skrev jeg her i klummen om en hulko, en sten med et hul igennem, der kan bruges som legetøjs-ko med tøjrslag, men der er flere snore at binde. En sten med hul igennem kunne nemlig tidligere også hedde en øjesten, der blev anbragt som lod i et fiskegarn.
Ordet øjesten bringer helt andre minder frem! Peter Malberg sang om en øjesten i ”Flintesønnerne” (1956), der er en af de ikoniske film, som Alice O’Fredericks skabte over romaner af Morten Korch. I denne film med Poul Reichhardt, Tove Maës, Astrid Villaume, Ib Mossin, kernen af folkelige filmhelte i 1950’erne, sang Malberg:
”Hør, hvor lærken slår sin trille for den gyldne sol. / Jeg for dig vil også spille lidt på min fiol: / Du er min øjesten, en bette dejlig en er du. / Og når vi to følges ad, så er jeg altid glad som nu.”
Ikke et øje er tørt, og når scenen er sat med ”ude-på-landet-stemning” a la 1950’erne, så bliver det ikke mere rørende. Sangen kunne noget. Den er siden indspillet af moderne kunstnere som Lars H.U.G. og Pernille Rosendahl.
Det fremgår vist klart, at en øjesten er en person, man har særligt kær. Men egentlig er det vel lidt underligt? En sten eller for den sags skyld et sandskorn i øjet er ikke behageligt, så hvorfor dette navn til den kæreste?
På det, der kaldes ældre nydansk, det vil sige fra perioden 1500-1700, kunne øynesten eller øwesten eller øghensten betyde en sten med øjeformede pletter, som undertiden blev tillagt en vis magisk kraft, men det kunne også betyde øjeæblet. Siden, og det er fra og med 1700-tallet, anvendes udtrykket øjesten først og fremmest om øjets sorte synsåbning, også kaldet pupillen. Det er altså det centrale i øjet, der indkredses i navnet øjesten, det dyrebare, der skal vogtes over, fordi det er herigennem, synet virker, og her øjet møder lyset. Øjestenen er kernepunktet, det vigtige, og efterhånden bliver ordet anvendt også i overført betydning om det vigtige og centrale. I tidsskriftet Oeconisk Tidende fra 1800-tallet hedder det et sted:
”God Mynt er altid et Riges Herlighed og Fordeel, og Penge er Landets Øiesteen”.
Her var det altså kold mønt og finanser, der blev betragtet som øjenstenen, men efterhånden bliver brugen af det gode ord forbeholdt den eneste ene, hende, den udkårne, den elskede, eller det bruges om ens foretrukne, kæreste barn.
Øjesten er et hjerteanliggende, så derfor kan det i et hyldestdigt af L. Kofoed til Bornholm (1871) hedde: ”Vort frændehjem, / vor fødeø, / vor øjesten, vor odels-vang!”
Samtidig med at øjestenen altså bliver til betegnelsen for den eneste ene, så bliver brugen af ordet pupil almindeligt for den runde åbning i øjets regnbuehinde, hvorigennem lysstråler kan passere ind i øjet.
Ordet pupil kommer af latin pupilla, der egentlig betyder en lille pige, idet ordet er en diminutiv af pupa, der betyder pige. Pupilla eller pupil er egentlig om det spejlbillede, man kan se i en andens pupil, den dejligste og eneste ene. Det er da en øjenåbner, at pupillen og øjestenen sprogligt er tiltrukket af hinanden. Jo, du er min øjesten, en bette dejlig en, er du!