Duften af tryghed og det første kys

Madlavning og svejseapparat er blandt de dufte, som bringer barndomsminder frem hos mange læsere

”Særlige dufte transporterer øjeblikkeligt én tilbage i tiden. Hjernen er en forunderlig størrelse, der sætter én i stand til at genskabe ellers glemte scener.”

Sådan indleder Kristeligt Dagblads klummeskribent Birgit Meister sit seneste indlæg, der handler om dufte. Hun har for nylig læst et essay, hvor forfatteren fortæller, hvordan hendes barndom duftede af moderens Marlboro-cigaretter, tantes parfume og kastanjer, der blev ristet af gadehandlere.

Det med erindringsdufte kender mange andre også, fremgår det af kommentarerne til artiklen, som blev delt på Kristeligt Dagblads Facebook-profil. Her fortæller de blandt andet om, hvordan en duft med det samme kan bringe dem tilbage til barndommen.

Mange af de ting, der går igen i kommentarerne, er køkkendufte fra madlavning og krydderier, eller naturens skønne bidrag i form af hybenroser, tomatplanter eller jordbær. Søren Bo Pedersen husker især lugten af gær:

”Når vi var på ferie hos min farmor i Langkastrup, bagte hun franskbrød hver dag, så hendes hænder lugtede af gær. Jeg husker det så tydeligt,” skriver han.

Andre bringes tilbage af dufte som ny asfalt, frisk savet træ eller benzin:

”Duften fra svejseapparatet når min far kom hjem efter en lang dag på fabrikken. En fantastisk duft, der stadig gør mig glad og tryg,” fortæller Crista Klit Skottenborg med tilhørende hjertesymboler i teksten.

En anden læser mindes et meget specifikt øjeblik tilbage i 1970’erne, når hun dufter et ældre deodorantmærke:

”Irish Spring, sæbe og vaskemiddel. Karsten, som var den første dreng, jeg kyssede, duftede stærkt af Irish Spring for 45 år siden,” skriver Lotte Krarup.